10/01-12
-
Pressemeddelelse
Radio- og tv-nævnet læser dommen i straffesagen mod ROJ TV
I anledning af Københavns byrets dom af 10. januar 2012 i straffesagen, hvor det kurdiske ROJ TV er tiltalt for at opfordre til terror, udtaler Radio- og tv-nævnets formand, Christian Scherfig:
"Vi vil i Radio- og tv-nævnet naturligvis læse dommen i straffesagen nøje. Både ROJ TV og anklagemyndigheden har jo mulighed for at anke dommen, så vi ved derfor ikke, om denne dom står ved magt."
Radio og tv-nævnet har en tilsynsforpligtelse over for alle tv-stationer i Danmark, herunder ROJ TV, som er registreret satellitstation med uplink her fra landet.
Christian Scherfig udtaler videre:
"Nævnet skal føre tilsyn med, at ROJ TV ikke tilskynder til had. Det følger af radio- og fjernsynslovgivningen. Nævnet har løbende fulgt straffesagen om terroropfordring, men der er ingen automatik imellem bedømmelsen efter straffeloven og efter radio- og fjernsynsloven. Nævnet besluttede i juni 2011 at afvente straffesagens udfald, før Nævnet beslutter, om en ny sag efter radio- og fjernsynslovgivningen eventuelt skal indledes."
Baggrund
ROJ TV dækker intensivt den kurdiske oprørsbevægelse. Radio- og tv-nævnet traf i 2005, 2007 og 2008 afgørelser om, at ROJ TV ikke overtrådte forbuddet mod at tilskynde til had, som følger af radio- og fjernsynslovgivningen. Nævnet lagde herved vægt på, at de påklagede indslag havde karakter af nyhedsindslag eller debatprogrammer, hvor informationer, nyheder og synspunkter viderebragtes i en form, der ikke indeholdt tilskyndelser til had, og som i princippet ikke adskiller sig fra, hvad der kan ses i tilsvarende programmer på fx DR eller TV 2. Det var nævnets fortolkning, at "tilskyndelse til had" betyder direkte opfordring, og at udtalelser eller information skal være afgivet med det formål (forsæt) at tilskynde eller opfordre til had for at være omfattet af bestemmelsen. Nævnet fandt derefter, at der alene forelå videregivelse af nyheder, og at dette ikke var i strid med forbuddet.
Yderligere oplysninger
Radio- og tv-nævnsformand Christian Scherfig, tlf.: 20 25 68 55
Sekretariatsleder Kaspar Lindhardt, Kulturstyrelsen, tlf.: 33 73 33 16
Relevant information
http://www.kulturstyrelsen.dk