27/08-12
-
Pressemeddelelse
Aarhus valgt som EU Kulturhovedstad i 2017
Juryen for Kulturhovedstad 2017 har i dag besluttet at anbefale, at det bliver Aarhus, der bliver den europæiske kulturhovedstad i Danmark i 2017.
Kulturminister Uffe Elbæk siger:
"Jeg er stolt over, at vi i et lille land som Danmark har to byer med så store kulturambitioner og så meget mod, at de har kastet sig over den store udfordring, det er at gå efter at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017.
I dag er spændingen udløst, og juryen har valgt at anbefale, at EU's Ministerråd udpeger Aarhus til at løfte opgaven som kulturhovedstad i 2017. Et meget stort tillykke til Aarhus. Det er godt gået!
Jeg håber samtidig, at Sønderborg vil gå videre med det arbejde, de har lavet som led i EU Kulturhovedstad. Både deres måde at organisere sig på og de nye arbejdsmetoder, de har udviklet, har været til stor inspiration for mig, og vil forhåbentlig inspirere på lokalt og nationalt niveau. Så jeg vil også fremadrettet følge deres arbejde."
Om Europæisk Kulturhovedstad
Danmark har i 2017 værtskabet for projektet Den Europæiske Kulturhovedstad.
Der er nedsat en uafhængig jury til at vurdere, hvilken dansk by der skal være Kulturhovedstad. Juryen består af i alt 13 medlemmer. De 7 medlemmer er udvalgt af de europæiske institutioner (Europa-Parlamentet, Ministerrådet, Kommissionen og Regionsudvalget). De 6 medlemmer er udvalgt af kulturministeren i samråd med EU Kommissionen.
Se juryens sammensætning
Juryen udarbejder i den kommende tid en rapport til Kulturministeriet med begrundelse for sin anbefaling. På baggrund af rapporten indstiller Kulturministeriet en by som Europæisk Kulturhovedstad og underretter de europæiske institutioner herom. EUs Ministerråd udpeger officielt den danske kulturhovedstad i foråret 2013.
Yderligere oplysninger
Kommunikationschef i Kulturstyrelsen, Marianne Strøm, tlf.: 21 45 24 40
Pressechef i Kulturministeriet Astrid Haug, tlf.: 25 47 21 07
Relevant information
http://www.kulturstyrelsen.dk