05/05-11
-
Pressemeddelelse
Charlottenborg - sommer 2011
Charlottenborgs sommersæson byder på en række spændende projekter. I maj åbner vi Corso Multisala, en stor gruppeudstilling med en flok unge kunstnere fra Schweiz - et rigtigt slæng, som er på et fascinerende kollektivt eventyr. Samtidig lancerer vi næste del af vores Researchprogram, der denne sæson er tilrettelagt af den sydamerikanske kunstnergruppe Etcétera... I juni åbner vi vores nye soloudstilling i Nordfløjen med den argentisk-fødte kunstner Pablo Bronstein - som vil forvandle en af vores smukkeste udstillingssale til et mægtigt, neoklassicistisk pissoir.
Fernisering, Corso Multisala og Researchprogram: 20. maj, 19.00-22.00
Fernisering, Pablo Bronstein: 10. juni, 19.00-22.00
Pressefotos downloades fra: http://www.kunsthalcharlottenborg.dk/presse
Pressekontakt: Helle Bøgelund 33 36 90 42 / 28 15 95 43
Udstillinger
Corso Multisala
20.05 - 04.09
Corso Multisala er en udstilling skabt omkring en tæt knyttet gruppe af unge, schweiziske kunstnere, der udstiller, kuraterer og publicerer sammen. Udstillingen sætter fokus på og indfanger gruppens enestående momentum, hvor kunstnerne deler en stærk interesse for samarbejde og improvisation samt låner fra kilder som postmoderne designmønstre og club-kultur. Udstillingen er skabt i samarbejde med kunstnerne, der desuden har inviteret en række deltagere fra andre lande og generationer.
Corso Multisala præsenterer mange forskellige aspekter ved kollektiv produktion og deltagelse og er præget af forskellige former for spontan arkitektur "” særligt en samling "˜sceneelementer', der omfatter mobile vægge, musikinstrumenter samt video- og lysværker. Sceneelementerne aktiveres og forandres undervejs i hele udstillingsperioden gennem et vidtfavnende performanceprogram.
Kunstnere: Mathis Altmann, John Armleder, Cornelius Cardew, Cédric Eisenring, Thomas Julier, Emil Michael Klein, Tobias Madison, Kaspar Müller, Emanuel Rossetti, Adele Röder, Thomas Sauter, Jan Vorisek, Hannah Weinberger and Jean-Michel Wicker. Performances by: Ei Arakawa, Gela Patashuri, Sergei Tcherepnin, Vittorio Brodmann, Oliver Falk og andre.
Udstillingen er støttet af Pro Helvetia, Kanton Basel-Landschaft, Kanton Basel-Stadt og Statens Kunstråd (Det Internationale Billedkunstudvalg).
Researchprogram - Etcétera...
20.05 - 14.08
Sommerens del af Charlottenborgs Researchprogram er skabt af den sydamerikanske kunstnergruppe Etcétera.... Gruppen har arbejdet som et kunstnerkollektiv siden 1997 og har iscenesat utallige offentlige aktioner og interventioner, hvor de trækker på flere af de involveredes baggrund i teater- og dukketeatermiljøer. I København repræsenteres Etcétera... af Loreto Garin Guzmán (CL) og Federico Zukerfeld (AR), som vil opholde sig i København fra midt i maj til slutningen af juni.
Et af kunstnergruppens hovedprojekter er den internationale "˜Errorisme'-bevægelse - der udforsker fejlens potentielle styrke som vej til forandring og fornyelse. På Charlottenborg vil gruppen skabe en præsentation i Forværelset, som viser scener fra deres "˜Errorist Kabaret', en interaktiv scenografi, der leger med æstetiske greb hentet fra protestbevægelsen i '68. Etcétera... vil løbende udvikle nye værker under deres ophold, hvor de arbejder i Studio 2 og afholder events i huset og dets omgivelser.
Pablo Bronstein
11.06-14.08
Pablo Bronsteins (født i 1977 i Buenos Aires, nu bosat i London) værker peger på forholdet mellem arkitektur, adfærd og magt. Det var i første omgang Bronsteins tegninger i pen og blæk på papir, der med deres detaljerede pasticher af epoker og strømninger inden for arkitekturen skabte opmærksomhed omkring kunstneren. Imidlertid er Bronsteins installationer og performances også centrale i hans ouvre, og udvider hans undersøgelse af arkitektur til også at omfatte rum og bevægelse.
Hovedværket i Bronsteins udstilling er en ny, arkitektonisk installation skabt specielt til København. Installationen er udformet som en pavillon, der fylder næsten hele den første udstillingssal og indeholder et stort pissoir. De besøgende inviteres indenfor i konstruktionen, hvor der findes en lang kumme til fælles urinering - en kumme, som har afløb direkte ned på salens gulv. I det tilstødende udstillingsrum kan man se en serie smukke, nye tegninger, der sætter pavillonen i et bredere, arkitektonisk perspektiv.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd (Det Internationale Billedkunstudvalg) samt British Council.
Events
Den nye programstruktur på Charlottenborg indeholder en ambitiøs række af events. Denne sæson er ingen undtagelse. Corso Multisala udformes som en storstilet scenografi eller performancerum, der i sommerens løb gentagne gange vil blive aktiveret og forandret. Blandt sæsonens øvrige arrangementer kan nævnes en unik danseperformance, der indgår som en del af Pablo Bronsteins udstillingsåbning den 10. juni, og et foredrag den 19. juni med Katerina Gregos, kurator for Den Danske Pavillon på dette års Venedig Biennale.
Hele programmet for events i sommerperioden kan ses på hjemmesiden i pressemeddelelser, og i vores Agenda Sommer 2011, som vil blive udsendt til pressen fredag den 6. maj. Hvis du af en eller anden grund ikke skulle modtage Agendaen, send venligst en mail med din adresse til: helleh(AT)kunsthalcharlottenborg.dk
Hvis du vil modtage nyheder om, hvad der sker på Charlottenborg - herunder ferniseringer - kan du abonnere på vores elektroniske nyhedsbrev : http://www.kunsthalcharlottenborg.dk/newsletter/subscription
Eller 'synes godt om' Charlottenborg's Facebook side : http://www.facebook.com/home.php#!/Charlottenborg.Kunsthal
Relevant information
http://www.kunsthalcharlottenborg.dk