24/05-11 - Pressemeddelelse

Og nu til noget helt andet bogstaveligt talt

Det handler om kunst. Vel at mærke om den gammeldags slags med figurer i landskab, malet på lærred. Endda med fokus på noget så antikt som farvelære, håndværk og tradition. Den figurative, farverige og fabulerende maler Knud Larn er tilbage i København med en separat udstilling i det kunstnerejede Galleri Nybro.

"Jeg kan endnu huske min første avisanmeldelse. Det var i BT, for tyve år siden. Jeg var netop antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København, og ét af mine billeder blev overraskende reproduceret i stort format ovenover anmeldelsen. Overskriften til artiklen lød "Nu maler de igen!". Jeg så på den og tænkte: Men hvad ellers?"

For Knud Larn er det at male en tradition, et håndværk. Det er også et fællesskab og en lang fælles historie som han står ved.

Kunst som samtale
Hos Larn er maleren nemlig ikke alene på en øde ø, ikke hver især sin egen eksistentielt unikke stemme i malerkoret. For det kommer der jo ikke musik ud af, det har ikke noget indre liv, det bliver blot til et råbekor, hvor den der råber højest (eller står tættest på Danmarks øre) bliver mest hørt.

Knud Larn kan ikke se noget som helst glamourøst ved bevidst at stå uden for fællesskabet. Hverken i det samlede fællesskab vi kalder samfundet, tættere på i alle vore små sociale netværk, eller helt principielt i malerkunsten som sådan. Med et lille smil til alle de malere der stemmer rødt men fastholder at de er deres egen lille liberalistiske ø i deres kunst, fortsætter han:

"Mennesket er skabt til samvær. Og med samvær kommer behovet for at samtale med hinanden. At gå i dialog. Kunst er en kommunikationsform, én af mange måder for samfundet at tale med hinanden og om hinanden på. Derfor er det også vigtigt for mig at sproget vi taler i kunsten er åbent og forståeligt for de fleste mennesker. Kun at tale med andre kunstnere/kunstkritikere, og ikke være i åben samtale med befolkningen som sådan, er for mig at fejle massivt som kunstner."

Der er da også langt fra den selvsmagende installationskunst og intellektuelle avangardekunst
som ofte præger den officielle kunstscene i Danmark og hen til Knud Larns små glødende, måske lidt naive, malerier i det lille format. Små billeder om de store ting, som han kalder dem.

Værket
Der er noget markant anderledes ved LARNs farvestrålende figurative malerier. Guds og Djævelens håndlangere er ofte synligt tilstede. De står, går og flyver rundt imellem os, og styrer de små menneske-figurer med sindrige indretninger, blændværk og snoretræk. Hele tilværelsens kosmiske rænkespil er tilstede i dette religiøst fabulerende maleri.

Det er et klassisk håndværkspræget maleri med mange tålmodige tynde lag ovenpå hinanden. Herved skabes der intense farver - små koncentrerede formater med en forunderlig stor rumlighed. Store glødende farveflader danner baggrund for idealiserede landskaber eller symbolsk arkitektur. På disse scener udspiller der sig et kosmisk marionet-teater om De Store Ting. Vi stopper op, forundres, og bliver eftertænksomme.

"Det er jo et valg. Man kan male alt det provokerende, skildre det onde og det fornedrede. Søge forargelsen og ubekvemmet. Ganske som i politik er det det letteste. Det er det altid hver gang man lefler for den laveste fællesnævner. Du får instant reaction hver gang. Eller også kan man søge noget helt andet og meget sværere: Man kan male skønheden, male billeder som varmer, omslutter, trøster, og opfordrer til eftertænksomhed. Uden at det bliver fladt, ironisk, eller plat. Det er dét JEG vil, og det er skidesvært."

Liv og karriere
Den nu 46-årige kunstner har malet siden han var dreng hvor han voksende op på landet omgivet af dyr og natur som blev malet flittigt.

"Jeg kan huske min far købte meget store blokke til mig, i A0-størrelse. For en lille dreng var det et enormt lærred at boltre sig på. For ikke at ødelægge den våde farve, måtte jeg gå rundt om bordet for at male hele papiret. Og lære at male på hovedet. Jeg kunne ikke nå indover papiret uden at røre det. Sjovt nok maler jeg stadig på samme måde i dag!"

I 1980erne blev talentet til en karriere, og dermed en beslutning om at lære håndværket ordentligt. Knud Larn flyttede til København, blev behørigt afvist på Akademiet, en kvalitetsstempel i sig selv for en figurativ maler fra 1980erne, og fik privatundervisning hos malere netop hjemkommet fra New York med de sidste nye teorier. Og så blev der rejst Europa rundt for at se på kunst. Andre læremestre var mere hjemstavnsbundne danske malere der havde godt fat i en dansk tradition. Mest markant af disse var Stig Weye, som tog talentet ind og heglede ham igennem en omfattende, flerårig, håndværkspræget, uddannelse.

"Hvad skal jeg sige om maestro Weye? Køb ham! Hans billeder ender i million-klassen. Danmarks mest oversete kunstner."

I 1990erne tog tingene fart. Knud Larn blev antaget på de relevante censurerede udstillinger herhjemme, begyndte at udstille i udlandet, og kom i fast stald i et Københavnsk galleri:

"Michael Thouber var så venlig at tro på mig allerede i sine unge år som studerende. Hans sidegadegalleri i Vendersgade i København, der også viste Jens Galschiøt, viste mine ting op gennem 1990erne, og hjalp mig til at finde de første kunder i København. Kunder som har støttet mig lige siden."

I det første tiår i det nye årtusinde skrev Knud Larn en eksklusiv-kontrakt med det sjællandske Galleri Emmaus, og udstillede kun dér mellem 2003 og 2009.

"Man kan sige for og imod den slags kontrakter. Det gjorde mig selvfølgelig usynlig for de fleste i det danske kunstmiljø, det er jo ikke et galleri der kendes af flertallet, og anmeldernes biler har jo umådeligt svært ved at køre over Valby bakke. Men på den anden side gav det mig den ro der skulle til for at uddybe mit maleriske spor og gav mig en meget større kundebase. Gallerist Grethe Olsen er en af dansk kunstverdens mest interessante profiler, og projektet er vel reelt det mest fornyende i dansk kunst i mange år."

Knud Larn, der undervejs var flyttet ud på den sjællandske hede, ville dog gerne tilbage og udstille i København. Så i 2009 sagde han kontrakten op og udstillede straks 9 steder i landet.

"Det var som når køerne kommer på græs! I en rus siger man ja til alt og alle og ender med alt for mange udstillinger på én gang!"

Galleri Nybro
I 2010 blev Knud Larn optaget i kunstnerfælleskabet omkring Galleri Nybro i København. Nybro er et galleri 100 % ejet af kunstnerne selv, hvor kunstnerne selv styrer hele formidlingsprocessen. Og dermed også tjener alle pengene selv, modsat de 50 % til 75 % afgifter til galleristerne der er normen i København. En gammel drøm om at have et fast sted at udstille i København år efter år, gik derved i opfyldelse.

"Jeg blev træt af at vente på de hippe københavnske gallerister, som jeg faktisk helst ville være i. Jeg ved godt der er pres på, specielt i en tid hvor finanskrisen lukkede en del gallerier og gode kunstnere blev hjemløse Og det kan godt være at København mest er til akademi-kunsten i de store formater til de høje priser der stort set er usolgte på væggen fordi deres publikum kun er de institutionelle købere. Det er helt klart også den kunst som får omtalen herhjemme. Det er jo den ufarlige, blåstemplede slags. Jeg vil ikke tage markedet fra dem, men jeg kan ikke forstå galleristerne ikke også vil have forretningen i et støt salg af aparte malerier til et bredt publikum med på vognen."

Da Knud Larn havde stået på venteliste i 2 år hos 5 forskellige københavnske gallerier, der alle blev ved med at sige "lige om lidt", blev han træt af at vente og henvendte sig til kunstnerkredsen omkring Galleri Nybro - som straks optog ham. De var ikke i tvivl om talentet og drivet.

"25 år foran staffeliet giver en soliditet, en sikkerhed på den vej man vil og hvordan man kommer den, som andre kan mærke Jeg kendte Nybro fra 1990erne, og var glad for at det stadig var i gang her 22 år efter dets grundlæggelse i 1989. Det er andre kunstnere der er med i dag end dengang jeg lærte Nybro at kende, men stadigvæk er Nybro jo ét af Københavns ældste gallerier. Vi har bare brug for at komme lidt mere i dagspressen!"

De nye billeder
I den aktuelle udstilling viser Knud Larn helt nye billeder fra 2010-2011. Her er hele paletten af store og små billeder. Frisk fra malerens atelier.

"Det er sådan det ser ud lige nu. Der er ikke nogen linie eller tema for udstillingen i år, det er blot hvad der er malet i den senere tid. Blandede bolsjer."

Dominerende er det store dystre "Mester Jakel der Skriger i Mørket", et billede der midt i sin barnlige motivverden handler om forladthed, forglemmelse, udstødthed for dem der ikke har en stemme i den moderne verden. For når vi bliver voksne taler legetøjet jo ikke til os længere. Og mens vi smiler af det barnlige begynder tankerne at vandre til de andre mennesker vi også bevidst begynder at overse, at fratage stemmen og smide ud i mørket. Væk fra mediemaskinens projektører. Afrika f.eks.. Mester Jakel er da også sort, bare lige for at vise os diskret hen til pointen. Og så har han en pensel i hånden - er det mon kunstneren selv?

Midt på væggen hænger et mindre billede. Det underlige men dejlige "Hængende Haver", hvor vi ser ud til at leve frit svævende oppe i skyerne, kun holdt oppe af snore der ser ud til at hænge fast i himlen selv. Parcelhushaverne set på en anden måde, med hver sin lille selvfede dansker i. Vi har hver vores lod af jorden, med tydelig adskillelse fra hinanden. Fællesskabet på afstand. En fremmed søger at komme op af en snor, men frygt ikke Dannevang, vi er klar til at cutte snoren så vi kan leve for os selv. All White. Men hvem holder i vores snore? Er det Gud? Kunne han finde på at cutte vores snore?

Og endelig kunne man nævne det morsomme og kirkekritiske "Præsteskibet". Igen et smukt billede, der skaber tanker i os mens vi ser. Et skib er fyldt af præster der alle ivrigt vil hver sin vej - med andre ord skibet sejler ikke. Hvad ingen af dem ser, og hvad vi også først langsomt bemærker, er at også dette skib holdes fast af snore fra oven af. Så selv om de KUNNE blive enige ville de ikke være i stand til at styre skibet i nogen selvstændig retning. Kirken flyder derhen hvor Gud vil, uanset hvor megen råben og skrigen der er på båden. Håbefuldt for Kirken, tragisk for alle dem der gerne vil styre Kirken.

Disse er tre typiske billeder på udstillingen, der viser Knud Larns arbejde med det figurative udtryk og dets anvendelse til diskrete politiske, religiøse, og etiske kommentarer. Man kunne have valgt andre. Knud Larn er en maler med noget på hjerte i alle sine billeder og besidder evnen til at få os til at stoppe op og se.

Gå selv hen og se!

Udstillingen
Knud Larns udstilling i Galleri Nybro, Nybrogade 30, 1203 København K varer fra 17. juni 2011 til 29. juni 2011. Der er åbent alle dage fra kl. 13 - 17, undtagen mandag hvor der holdes lukket. Kunstneren vil selv være tilstede på alle udstillingsdagene.

Vil man studere kunstneren lidt nærmere, kan man besøge hans hjemmeside: http://knudlarn.dk