Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/05-11   -   Pressemeddelelse

Borgere i kamp mod høj fart

90 % af de familier, der bor i nærheden af en landevej, er bekymrede, fordi bilisterne kører alt for stærkt. Nu får beboere mulighed for at sende en direkte hilsen til bilisterne og vise dem, hvor de bør sætte farten ned.

WROOOOOM..!!

Lige på den anden side af hækken suser bilerne forbi i for høj fart. Og netop den høje fart er forklaringen på, at landevejene er de farligste vejstrækninger i Danmark.

Hvis alle bilister overholdt hastighedsgrænsen, så kunne 75 mennesker hvert år redde livet - alene på landevejene.
Den høje fart på landevejene er forklaringen på, at 90 % af beboerne ved landevejene siger, at de er bekymrede eller generede af bilerne.

"Vores børn får simpelthen ikke lov til selv at cykle hen til mine svigerforældres gård. For bilerne kører stærkt, de kører tæt på og overhaler også gerne med høj hastighed, selv om der er overhaling forbudt. Vi frygter simpelthen, at de fartglade bilister en dag kører vores børn ned", siger Torben Adsersen fra Kjeldbjerg ved Skive.

Derfor vil Rådet for Sikker Trafik, politiet, Q8, kommunerne og de Regionale Færdselssikkerheds Udvalg nu hjælpe de bekymrede borgere med at få deres budskab ud til bilisterne.

Kære bilist, sæt farten ned..
Fra tirsdag den 3. maj kan man på www.sikkertrafik.dk markere på et digitalt Danmarkskort, hvor man er bekymret over bilernes fart på landevejene.

Hvis der blandt de bekymrede borgere gemmer sig en lille poet, så kan de også bidrage med vers. De bedste bidrag bliver brugt Danmarks Længste Landevejsblues, der bliver indsunget af Nellie Ettison og som får premiere på P4 Formiddag den 27. maj.

"På den måde får beboerne mulighed for at sende en direkte hilsen til bilisterne og gjort det helt tydeligt, at når de kører for stærkt, så skaber de stor bekymring hos mange familier - og derfor bør de sætte farten ned", siger Morten Nielsen, kampagnechef hos Rådet for Sikker Trafik.

Q8 støtter kampen mod den høje fart
Når bilisterne holder pause eller kører ind for at tanke på en af landets mange Q8-stationer, vil de også blive mindet om, at fartgrænsen på landevejene bør overholdes.

Personalet giver bilisterne informationsmateriale, og på udvalgte tankstationer vil bilisterne kunne møde nogle af landevejens beboere eller politiet samt få sunget omkvædet fra Danmarks Længste Landevejsblues, der minder dem om at sætte farten ned.

Bilisterne kan være med i en konkurrence, der sætter fokus på problemet med for høj fart på landevejene. Præmien er et års forbrug af brændstof til en værdi af 15.000 kroner.

"Færdselssikkerhed og ikke mindst for høje hastigheder på landevejene er et stort samfundsproblem i Danmark. Hos Q8 har vi hver dag tusinder af bilister og chauffører som kunder på vores servicestationer. Dem vil vi gerne være med til at overbevise om, at de skal tage mere hensyn i trafikken og løfte foden lidt fra speederen. Alle frygter jo at se billeder af flere mennesker, der bliver kvæstet eller dræbt på de danske landeveje", siger direktør Helle Dahlgren Skov fra Q8.

Det er fjerde år i træk, at Q8 samarbejder med Rådet for Sikker Trafik, politiet, kommunerne og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg om de landsdækkende fartkampagner.

Om kampagnen "Mit Hjem - Din Fart?"
Fartkampagnen "Mit Hjem - Din Fart?" varer fra den 3. - 24. maj.

Bag kampagnen står 65 kommuner, politiet, Rådet for Sikker Trafik, Q8 og De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg. På www.q8.dk kan du finde din nærmeste Q8-station, hvis du vil opleve, hvordan de opfordrer bilisterne til at sætte farten ned.

På www.sikkertrafik.dk kan borgere vise på et digitalt Danmarkskort, hvor de er bekymret over bilernes fart. Desuden kan de bidrage med vers til Danmarks Længste Landevejsblues, der bliver indsunget af Nellie Ettison - sangen får premiere på P4 Formiddag den 27. maj.

Som et led i kampagnen vil der langs landevejene blive opsat 5000 store plakater af børn og voksne, der holder en farttavle med teksten "Mit Hjem - Din Fart?" samt 3000 røde silhuetter af en lille vinkende pige i naturtro størrelse.

De skal minde bilisterne om, at der bor 725.000 mennesker i nærheden af landevejene, og at man skal passe på dem og sætte farten ned.

Som afslutning på fartkampagnen "Mit Hjem - Din Fart?" sætter politiet ind med fartkontroller i uge 21 (23. - 29. maj) i hele landet.

På www.sikkertrafik.dk kan man se, hvilke kommuner der er med i kampagnen, se kampagnefilmen og gratis downloade fotos af de silhuetter og plakater af piger, der skal stå langs vejene.

Fakta
· 9 ud af 10 beboere langs landevejene er generede af eller bekymrede over bilernes høje fart.
· Landevejene er de farligste veje i Danmark. Her sker 2 ud af 3 alle dødsulykker.
· Hvis alle overholder fartgrænserne kan vi sammen redde 100 liv hvert år - de 75 af dem på landeveje
· Mange bilister overser, at der ligger mange hjem langs med landevejene.
· 725.000 mennesker bor ved eller i nærheden af en landevej.
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet):

Kontakt:
Morten Nielsen, kampagnechef, Rådet for Sikker Trafik: 3070 9939.
Jytte Wolff-Sneedorff, kommunikationschef Q8 Danmark: 4094 2706.

Relevant information

http://www.sikkertrafik.dk


Pressekontakt


Firma

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Banevænget 13
3460 Birkerød, Danmark

  45 99 21 71

http://www.q8.dk

Modtag nyheder fra Kuwait Petroleum (Danmark) A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire