11/06-10
-
Pressemeddelelse
Ny formand for Det Danske Fjerkræråd
Tidligere borgmester i Struer, Martin Merrild, bliver ny formand for Det Danske Fjerkræråd.
Den 9. juni konstituerede en ny bestyrelse sig i Det Danske Fjerkræråd. Formanden blev den tidligere Struer-borgmester, Martin Merrild. Næstformand blev Lars Lunding, formand for Danske Æg, mens Per V. Møller, adm. direktør i Rose Poultry, blev tredje medlem af formandskabet.
Politikeren Merrild
Det Danske Fjerkræråds nye formand, Martin Merrild, har gennem årene bestredet en lang række poster, stillinger og erhverv. Bl.a. har han været formand for Landbrugets Rådgivningscenter, Landsskuet i Herning og Landbrugets Samfundskontaktudvalg. Ligesom han har været medlem af bl.a. erhvervsrådet, regionsrådet og Vækstforum.
Indtil 2009 var Martin Merrild over en valgperiode borgmester i Struer Kommune. Før det bestred han posten som viceamtsborgmester.
Som politiker er han kendt som debatlysten, skarp og initiativrig og har altid stået for en åben og lydhør linje.
Landbrug som primære erhverv
Selvom Martin Merrild er en travl politiker, er hans primære beskæftigelse i landbruget; nærmere bestemt som slagtekyllingeproducent og minkavler. Og så er han i dag formand for Erhvervsfjerkræsektionen i Landbrug & Fødevarer og medlem af byrådet i Struer Kommune.
Hans arbejde er gennem årene blevet anerkendt af kongehuset, da han som minkproducent har opnået at blive kongelig hofleverandør, ligesom han er blevet slået til ridder af Dannebrog.
Relevant information
http://www.lf.dk
Firma
Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V,
Danmark
3339 4620
2011 1043
http://www.lf.dk