Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/07-10   -   Pressemeddelelse

Økologiorganisationer tager skarpt afstand fra medicinovertrædelser

Økologerne har indbudt virksomheder og myndigheder til fælles indsats efter overtrædelser af medicinreglerne i syv økologiske besætninger.

Fødevarestyrelsens medicinrejsehold har afsløret brud på medicinreglerne hos syv økologiske bedrifter, heraf seks kvægbrug og én svineproducent. De økologiske landmænds organisationer tager skarpt afstand fra overtrædelserne og har indbudt branchens virksomheder og myndighederne til en fælles indsats for at sikre overholdelse af reglerne.

- Bevidst eller ubevidst overtrædelse af medicinregler, må ikke finde sted i økologien. Vi er glade for, at myndighederne har opdaget overtrædelserne, og forventer, at straffen bliver hård, lyder det i en fællesudtalelse fra Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening og Uffe Bie, formand for Landbrug & Fødevarer Økologi.

Fødevarestyrelsen har givet fire bøder for ulovlig opbevaring af medicin og for, at en landmand selv har behandlet sine dyr uden dyrlægens anvisninger. Desuden er der givet tre indskærpelser for mindre forseelser som mangelfulde optegnelser i papirerne og manglende etikette på medicin, som var ulovligt udleveret af dyrlægen.

Det understreges, at der ikke er blevet sendt mælk med medicinrester ud til forbrugerne.

Fællesindsats med myndigheder og virksomheder
Fødevarestyrelsens medicinrejsehold har haft særlig fokus på området i en periode, og de økologiske mejerier og organisationer har gennem det seneste år gjort en særlig indsats for at informere landmændene om medicinreglerne. Det har ikke haft en tilstrækkelig effekt, og derfor går branchen nu igen til værks i samarbejde med myndighederne.

- Et tilfælde af overtrædelse af medicinreglerne er ét for meget. Vi har samlet de økologiske virksomheder samt Fødevarestyrelsen og Plantedirektoratet til et møde i næste uge. Vi ser det som en fælles opgave sammen med myndighederne at finde løsninger til, hvordan antallet af overtrædelser kan nedbringes, siger Evald Vestergaard og Uffe Bie.

Økologiske dyr, der bliver syge, må gerne behandles med medicin af hensyn til dyrene, men de økologiske landmænd må ikke selv give medicinen eller have medicin stående i stalden gennem længere tid til behandling.

Forbrugerne og økologiske kollegaer forventer bedre
De økologiske landmænd ser overtrædelser som et tillidsbrud i forhold til økologiske kollegaer, der knokler for at holde de økologiske principper og regler højt.

- Forbrugerne skal til enhver tid kunne regne med, at de stramme økologiske regler overholdes på alle økologiske bedrifter. Og vi økologiske landmænd forventer det samme af hinanden. Vi står 100 procent bag den intensive kontrol med de økologiske bedrifter. Vi opfordrer myndighederne til at straffe så hårdt som muligt, siger Uffe Bie og Evald Vestergaard.

For yderligere oplysninger:
Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, 20 10 26 21
Uffe Bie, formand for Landbrug & Fødevarer Økologi, 21 42 19 31
Joachim Plaetner Kjeldsen, pressechef, Økologisk Landsforening, 87 32 27 07 / 28 93 18 06
Christina Holm Eiberg, pressekonsulent, Landbrug & Fødevarer, 33 39 43 36 / 20 27 04 03

Relevant information

http://www.lf.dk


Pressekontakt


Firma

Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V, Danmark

  3339 4620
  2011 1043

http://www.lf.dk

Modtag nyheder fra Landbrug & Fødevarer på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire