Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/08-10   -   Pressemeddelelse

Tinglysnings-kaos er myndighedernes ansvar

Myndighederne skal via en enkel og hurtig model kompensere borgerne for rodet med den digitale tinglysning, mener Landbrug & Fødevarer.

Rigsrevisionen rettede i går en massiv kritik mod Domstolsstyrelsen, Justitsministeriet og Tinglysningsretten på grund den rodede overgang til digital tinglysning. En overgang, der har kostet ekstremt lange ventetider og i sidste ende, vurderes det, millioner af kroner for borgerne. Landbrug & Fødevarer støtter fuldt op om kritikken:

- Landbrug & Fødevarer er helt enige i konklusionerne i Rigsrevisionens rapport. Der har igennem hele processen været tale om manglende overblik. Og myndighederne bør i vores øjne være ansvarsdragende over for de berørte borgere, siger skattepolitisk konsulent i Landbrug & Fødevarer, Lars Eghøj.

Han understreger, at forløbet har været helt hen i vejret, især fordi det både før og undervejs i forløbet ikke har skortet på advarsler af fremgangsmåden fra Landbrug & Fødevarer samt andre brancheorganisationer.

En enkel kompensationsmodel
Lars Eghøj mener, at der er behov for en enkel model, der kan kompensere landmændene og alle andre borgere, der er kommet i klemme under forløbet:

- Vi mener, der skal etableres en enkel og ubureaukratisk kompensationsordning hurtigst muligt til borgere, hvis tinglysning af skøder eller lån har været forsinket ud over det sædvanlige. Man bør ikke afvente kammeradvokatens redegørelse, med mindre den ligger klar hurtigt. Regeringen bør derfor allerede nu gå i gang med at finde en kompensationsløsning, fordi en sådan løsning vil kræve et lovgrundlag, siger Lars Eghøj

Justitsminister Lars Barfoed vil afvente Kammeradvokatens rapport om erstatningsansvaret, som forventes at komme om kort tid, før han tager stilling til en politisk løsning.

Landbruget er hårdt ramt
Landbruget har været ekstra hårdt ramt på grund af komplicerede matrikulære sager.

- Landbrugshandler fungerer ikke ligesom almindelige parcelhushandler. Handlerne inkluderer ofte flere matrikler, og derfor kører de ikke bare lige igennem systemet, men bliver for det meste udtaget til manuel behandling. Især de såkaldte matrikulære sager har taget ekstremt lang tid, fordi Tinglysningsretten satte de matrikulære sager bagerst i køen, slutter Lars Eghøj.

Relevant information

http://www.lf.dk


Pressekontakt


Firma

Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V, Danmark

  3339 4620
  2011 1043

http://www.lf.dk

Modtag nyheder fra Landbrug & Fødevarer på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire