23/09-10
-
Pressemeddelelse
Forbrugertilliden er stadig intakt
Forbrugerne har fortsat positive forventninger til fremtiden, selv om nye tal fra Danmarks Statistik viser svagt faldende forbrugerforventninger. Ifølge de danske fødevarevirksomheder er der dog ingen grund til bekymring.
Ifølge dagfriske tal fra Danmarks Statistik forventer forbrugerne fortsat, at både Danmarks og deres egen økonomiske situation vil være bedre om et år end i dag. Man kan dog i forhold til august notere et mindre fald, men det er ikke noget, som fødevarebranchen mener, bør give anledning til bekymring, skriver FoodCulture.dk
- Vi kan se, at forbrugerne er blevet mere negative omkring forventningerne til arbejdsløshedssituationen om et år, men det behøver de dog ikke at være. Vi forventer nemlig en bedre balance mellem nyansættelser og fyringer nu end for tre måneder siden, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, til
FoodCulture.dk.
Samtidig forventer forbrugerne også, at forbrugerpriserne vil stige det kommende år. Og det kan heller ikke afvises.
- På mange væsentlige råvarer ser vi også stigende priser nu, og det vil udmønte sig i højere priser i butikkerne. Vi har blandt andet set høje kornpriser, som på sigt kan give højere priser på blandt andet kød i butikkerne. Korn er nemlig et væsentligt input til den animalske produktion, siger Klaus Jørgensen.
Pengene skal op af lommen
Han mener, at der på det danske marked fortsat er udfordringer med at få de danske forbrugere til at tage flere penge op af lommen, når de handler. Dagens tal viser da også, at folk tror, at råderummet vil være der også om et år.
- Vi ser positivt på forbrugernes vurdering af fremtiden, som dog ikke er helt så positiv som for en måned siden. Alt i alt ser forbrugerne lyst på fremtiden, hvilket er godt for dansk økonomi. En stigende efterspørgsel kan give det momentum, som Danmark har brug for i forhold til at øge væksten i samfundet. En øget efterspørgsel vil nemlig sikre danske arbejdspladser, siger Klaus Jørgensen.
Relevant information
http://www.lf.dk
Firma
Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V,
Danmark
3339 4620
2011 1043
http://www.lf.dk