13/05-11
-
Pressemeddelelse
Der er brug for nye ambitioner på klimaområdet
Bioenergi skal være løftestang, når udledningen af drivhusgasser skal reduceres, mener Landbrug & Fødevarer.
I dag behandler Folketinget årets klima- og energipolitiske redegørelser. Redegørelserne viser, at Danmark fortsat har en udfordring med at leve op til sine internationale forpligtelser på klimaområdet. I alt mangler Danmark at reducere drivhusgasudledningen med ca. 2,5 millioner ton CO2-ækvivalenter i 2020, selv når initiativerne i regeringens Energistrategi 2050 er medregnet.
- Det er derfor vigtigt, at klimaområdet inddrages som en integreret del af de igangværende politiske energiforhandlinger, siger Landbrug & Fødevarers klima- og energipolitiske chef Søren Korsholm. Han peger især på muligheden for øget produktion af bioenergi til energi- og transportsektoren som en løftestang for udledningsreduktioner uden for de kvotebelagte områder.
- Landbruget byder på række muligheder i denne forbindelse. Bioenergi kan erstatte fossile brændsler og dermed reducere drivhusgasudledningen. Samtidig har det nogle positive miljø- og klimagevinster i landbruget, siger Søren Korsholm.
Opmærksom på bidrag fra landbruget
Landbrug & Fødevarer er også opmærksom på landbrugets bidrag til drivhusgasudledningerne.
- Vi er i dansk landbrug meget langt fremme med for eksempel fodereffektivitet, der har stor betydning for klimapåvirkningen, men vi forsøger selvfølgelig hele tiden at blive endnu bedre i takt med et forbedret vidensgrundlag understreger Søren Korsholm. Landbruget har reduceret udledningen af drivhusgasser med 28 procent siden 1990.
Der er brug for en fortsat teknologisk udvikling for at reducere landbrugets klimabelastning yderligere. Øget anvendelse af husdyrgødning til produktion af vedvarende energi ved hjælp af biogas vil reducere klimabelastningen, og landbruget har sat som mål, at frem mod 2020 skal mindst 50 procent af husdyrgødningen anvendes på denne måde. Dette vil samtidig gavne vandmiljøet.
Herudover har landbruget peget på udtagning eller ekstensivering af miljøfølsomme lavbundsjorde (energiafgrøder) og etablering af vådområder som andre eksempler på tiltag, der kan mindske klimapåvirkningen i fremtiden.
Relevant information
http://www.lf.dk
Firma
Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V,
Danmark
3339 4620
2011 1043
http://www.lf.dk