04/08-11
-
Pressemeddelelse
Discountbutikker holder fast i forbrugerne
Under finanskrisen er danskerne for alvor begyndt at handle i discountbutikker, og der er intet, der tyder på, at de går tilbage til supermarkedet og købmanden.
Under finanskrisen er danskerne for alvor begyndt at handle i discountbutikker, og der er intet, der tyder på, at de går tilbage til supermarkedet og købmanden. De danske discountforretninger har i øjeblikket god grund til at trække på smilebåndet, når de gør kassen op. Modsat de almindelige supermarkeder og købmændene kan de nemlig prale af en ti år lang omsætningsfremgang, der ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft. Det skriver Landbrug & Fødevarers webmagasin Foodculture.dk.
Siden 2000 har discountforretningerne haft en fremgang i omsætningen på 113,2 pct., mens almindelige supermarkeder i samme periode kan notere en omsætningstilbagegang på 6,8 pct. og købmændene en på hele 13,1 pct. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Landbrug & Fødevarer har regnet på.
"Selv om vi er forbi den værste del af krisen, ser det alligevel ud som om, at folk handler med samme sparsommelighed, som de gjorde i krisens start. I hvert fald kan discountforretningerne stadig fremvise stigende omsætning, mens konkurrenterne oplever både tilbagegang og stagnation", siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, til Foodculture.dk.
Dygtige til at holde fast
Fra maj 2010 til maj 2011 er omsætningen i discountforretningerne nemlig steget 8,2 pct., mens det for supermarkederne og købmændenes vedkommende er tale om en hhv. mindre tilbagegang på en pct. og regulær stagnation.
"Discountforretningerne har været dygtige til at holde fast i mange af de nye kunder og tiltrække endnu flere, fordi de har formået at udvide deres sortiment, så man ikke længere behøver at gå i eksempelvis Irma og Brugsen eller specialbutikker for at få det hele. F.eks. har Netto i dag et stort udvalg af varer fra Løgismose og Urtekram, som man tidligere skulle i Irma for at få", siger Klaus Jørgensen.
Høj tilfredshed
Han mener, at tallene er et udtryk for, at de danske forbrugere ad åre har vænnet sig til at foretage deres dagligvareindkøb i discountbutikkerne, og at de er gået derind for at blive.
"Tallene vidner om en ekstrem høj tilfredshed fra forbrugernes side, og der er intet, der tyder på, at den udvikling vil vende. Når købmænd og supermarkeder oplever faldende omsætning, vil leverandørerne selvfølgelig også gerne have deres varer der, hvor kunderne er, og det er til fordel for discountbutikkerne", siger Klaus Jørgensen.
Relevant information
http://www.lf.dk
Firma
Landbrug & Fødevarer
Axelborg, Axeltorv 3
1609 København V,
Danmark
3339 4620
2011 1043
http://www.lf.dk