05/09-11
-
Pressemeddelelse
De lokale ildsjæle fik nyeste viden om, hvordan man får flere med.
60 lokale aktive samlet til Ildsjælekonference i Region Sjælland
En konference med temaet "Samspil på kryds og tværs" viste, at der er masser af liv og kraft i de lokale netværk, som vil gøre noget for at udvikle deres lokalområde.
Det er en del af Region Sjællands strategi for bæredygtig udvikling, Lokal Aganda 21 en gang årligt at give de mange ildsjæle i regionen mulighed for at mødes, få inspiration og styrke samarbejdet på kryds og tværs.
"Jeg deltager så ofte som muligt. Vi er ligesindede, vi tumler med de samme udfordringer i hverdagen. På konferencen kan vi danne netværk og inspirere hinanden - samtidig med at vi får præsenteret den nyeste forskning indenfor landdistriktsudvikling.
Når jeg kører hjem fra konferencen føler jeg mig "høj" og fuld af energi - parat til at lægge fornyede kræfter i mit arbejde i mit lokalområde.
På konferencen kan jeg finde løsninger på konkrete problemstillinger, jeg får masser af input til det fremadrettede arbejde i mit lokalområde" Lars Schou Pedersen, Lokalrådet for Hejninge & Stillinge Sogne.
Dialog skaber udviklingen
Ofte høres, at det er Tordenskjolds soldater, der laver arbejdet, hvordan får vi flere med?
Blandt oplægsholderne var Laura Tolnov Clausen, etnolog, ph.d stipendiat ved RUC har forsket i, hvorfor folk ikke deltager i det lokale arbejde f.eks. fordi man ikke føler sig kompetent til at hamle op med Tordenskjolds soldater.
Laura gav samtidig inspiration til, hvordan man kan få flere med. Efterfølgende arbejdede konferencedeltagerne på at skabe et idekatalog, som kan bruges, når de kommer hjem til at få flere aktive. "Demokratiprocesser skal vi angribe på en anden måde" konkluderede Søren Vissing Nielsen, Landsbyforum
Samspil med landbruget
Et andet tema på konferencen var landmænd og deres naboer, hvor landmand Jakob Jørgensen, Lammehave i Horbelev først fortalte om, hvorfor landmænd er, som de er "når vi vælger at blive landmænd, så er det bl.a. for at være til at gøre det vi vil - det er en del af vores kultur"
Landmanden deltog tidligere i landsbylivet - få dem med igen, lød opfordringen fra Jakob, der igen pegede på dialog som redskabet, samt gav gode ideer til, hvordan man kan gøre det.
Landdistriktsudvikling skal ses med helt nye briller
"Måske agerer vi lidt bagspejls-agtigt, når vi tænker landdistriktsudvikling, men virkeligheden har forandret sig så utroligt meget - og det er rigtig svært at styre og overskue processerne, så vi må se anderledes på landdistriktsudviklingen" fortalte Hanne Tanvig i sit oplæg.Hun mener, som mange andre, at tendensen til at lokalsamfund udvikler sig forskelligt vil blive forstærket. Der var så meget inspiration i den nye måde at se og arbejde med lokal udvikling at mange ønsker at lære mere om dette på næste års ildsjælekonference.
Jeg synes, det har været fedt at være til Ildsjælekonference og høre om de andres planer, udfordringer og succes-historier. Især som ny i Lokalrådet, og endda som formand, har det været skønt at snakke med de mere erfarende. Jeg rejste hjem med nye ideer, metoder og ikke mindst rygsækken fuld af energi. Nina Møhler, formand for Lokalrådet i Bårse-Beldringe.
Jeg har fået nogle redskaber, som jeg slet ikke vidste der fandtes. Tenna Winther, Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening
Det er noget unikt for Region Sjælland at skabe mulighed for at de lokale aktive kan få den årlige inspiration, og jeg kan via mit daglige arbejde se, hvordan konferencerne omsættes til konkrete resultater rundt omkring i regionen.
Ikke mindst nu, hvor det lokale arbejde i storkommunerne får større og større vigtighed for udviklingen, er det vigtigt at kunne mødes på tværs i regionen og få inspiration, slutter Mona Hvid, Landliv a/s, der er proceskonsulent på konferencen.
Relevant information
http://www.landliv.as
Firma
Landliv a/s
Maribovej 9
4960 Holeby,
Danmark
21266566
21266566
http://landliv.as