27/12-11
-
Pressemeddelelse
10. dansker til operationsgangen i Port Hartcourt
Ketty Poulsen har akkurat lige nået at fejre jul med sin familie, inden hun sætter kursen mod Teme Hospitalet i Port Hartcourt, der ligger i Nigerias olierige Niger-delta.
Den 55-årige anæstesisygeplejerske skal de næste fem uger på sin første udsendelse med Læger uden Grænser.
Ketty Poulsen bliver den 10. dansker, der kommer til at arbejde på hospitalet, der som det eneste sted i Port Hartcourt tilbyder gratis operationer. Som anæstesisygeplejerske skal hun arbejde med at bedøve patienterne og overvåge deres tilstand under og efter operationerne.
Ketty Poulsen kan trække på sin lange erfaring som anæstesisygeplejerske fra Aalborg Sygehus, hvor hun udover arbejdet på afdelingen for ortopædisk anæstesi også fungerer som en del af traume-teamet og som tilkaldevagt ved hjertestop.
"Jeg glæder mig til at komme af sted. Heldigvis har jeg haft mulighed for at snakke med Rebecca, som er kommet hjem fra Port Hartcourt for nylig, så jeg har en god ide om hvad jeg kan se frem til", fortæller Ketty Poulsen.
Læger uden Grænser driver operationsgangen på Teme Hospitalet i Port Hartcourt, der har 75 senge. Patienterne er typisk ofre for trafikulykker eller vold, og mange har skader fra skud og macheter. I 2010 behandlede Læger uden Grænser 10.850 mennesker på hospitalet, hvoraf 42 procent havde skader efter vold.
Ketty Poulsen har i flere omgange arbejdet som sygeplejerske i Grønland, som har en stor plads i hendes hjerte.
"De giver så meget livsenergi at være ude. Samtidig lærer man også at tænke anderledes og bruge det, man har til rådighed", fortæller Ketty Poulsen.
Ketty Poulsen er født i Høgsted i nærheden af Hjørring, men bor i dag i Aalborg sammen med sin mand. Hun er uddannet sygeplejerske og har siden taget specialuddannelsen som anæstesisygeplejerske.
Relevant information
http://www.msf.dk/
Firma
Læger uden Grænser (MSF)
Kristianiagade 8
2100 København Ø,
Danmark
39 77 56 00
http://www.msf.dk/