20/03-12
-
Pressemeddelelse
Regnsæson truer nødhjælpsindsats i Sydsudan
Dag for dag svinder mulighederne for at få hjælpen frem til 80.000 flygtninge i Maban-området i Sydsudan.
Derfor opfordrer Læger uden Grænser andre organisationer til, at sende nødhjælp til de mennesker, der siden november sidste år har søgt tilflugt i to interimistiske flygtningelejre på flugt fra kampe i Blue Nile State i nabolandet Sudan.
"Flygtningene er nærmest fuldkommen afhængige af humanitær hjælp, fordi der er meget lidt vand og mad i området. Der er mange flere flygtninge end nogen havde forestillet sig, og på så afsidesliggende sted, bliver det en enorm udfordring bare at sørge for et minimum af hjælp i den kommende regnsæson", siger Læger uden Grænsers nødhjælpskoordinator Julien Matter.
Når regnsæsonen begynder i slutningen af april, bliver området forvandlet til en utilgængelig sump. Derfor er det afgørende at alle organisationer, der yder hjælp i flygtningelejrene, fokuserer på en ekstraordinær, akut indsats i de kommende uger, for at sikre at flygtningene kan overleve de kommende måneder.
Allerede nu er der vanskeligheder med at få hjælpen til at strække til de mange flygtninge. På trods af at Læger uden Grænser dagligt uddeler 130.000 liter vand, rækker det kun til otte liter rent vand per person - langt under det anbefalede minimum på 20 liter dagligt. Konsekvenserne af vandmanglen viser sig tydeligt i Læger uden Grænser klinikker, hvor patienter med diarre nu udgør en fjerdedel af alle konsultationer.
Læger uden Grænser har 50 internationale og 85 lokalt ansatte hjælpearbejdere i Maban, heriblandt tre danskere. Over 180 tons nødhjælp er blevet fløjet ind i området til Læger uden Grænsers felthospital, der tilbyder lægehjælp, behandling af underernærede børn og hjælp til gravide og fødende kvinder. Hver uge tilser nødhjælpsarbejderne 2.500 mennesker på hospitalet, og indtil videre er 30.000 børn er blevet vaccineret mod mæslinger.
Mens mange donorer retter indsatsen mod langsigtet udviklingsarbejde, illustrerer flygtningesituationen det fortsatte behov for fokus på humanitær bistand til det nyligt uafhængige Sydsudan. Kun en målrettet nødhjælpsindsats kan sikre de mange mennesker på flugt fra volden.
Udenrigsministeriet støttede sidste år Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejde i Maban med 1,9 millioner kroner gennem nødhjælpspuljen.
Relevant information
http://www.msf.dk/
Firma
Læger uden Grænser (MSF)
Kristianiagade 8
2100 København Ø,
Danmark
39 77 56 00
http://www.msf.dk/