Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/07-12   -   Pressemeddelelse

Skattereform en bombe under Læger uden Grænsers humanitære arbejde

Regeringens skattereform truer nu med stærkt at begrænse Læger uden Grænsers mulighed for at sende folk ud til verdens brændpunkter.

Reformen vil betyde, at danske læger, sygeplejersker og andre udsendte med organisationen, skal betale skat af den i forvejen meget lave løn de får udbetalt, imens de er udsendt.

En beskatning, som rammer helt skævt i forhold til essensen i humanitært arbejde - og derfor opfordrer Læger uden Grænser udviklingsminister Christian Friis Bach til at sikre, at internationalt humanitært arbejde bliver undtaget de nye skatteregler.

"Når vi eksempelvis sender en sygeplejerske i felten for første gang, er lønnen 8003,- kroner om måneden. Hvis han er ude et år, vil den nye skattereform betyde en lønnedgang på 15 procent, og det er under smertegrænsen for, hvad selv topmotiverede, fagligt kompetente mennesker kan klare sig for," siger Michael Gylling Nielsen, direktør i Læger uden Grænser.

Læger uden Grænser har fået skatteeksperter fra revisionsselskabet Ernest & Young til at regne på, hvilke konsekvenser, skattereformen vil få for de udsendte medarbejdere - både hvis de har arbejde og udsendelse i samme skatteår, og hvis de er udsendt i et helt skatteår med Læger uden Grænser. Efter at have set tallene, betegner Michael Gylling Nielsen skattereformen som en bombe under organisationens arbejde, der enten vil betyde at antallet af læger, sygeplejersker og andre faggrupper, der har råd til at tage af sted, vil falde drastisk, eller at Læger uden Grænser må kompensere de udsendte for skattebetalingen.

"Vi har som organisation en strategisk holdning om, at vores lønninger skal være blandt de allerlaveste i forhold til sammenlignelige, humanitære organisationer. Hvis vi skal kompensere for vores medarbejderes ekstra skattebetaling, er der færre penge til dem, det hele handler om - vores patienter", siger Michael Gylling Nielsen og forsætter:

"Vores medarbejdere må oftest både spare op, bruge deres ferie og fremleje deres boliger for at få råd til at lave medicinsk, humanitært arbejde hos os. Vi byder dem lange arbejdstider og ekstreme udfordringer i nogle af verdens mest udsatte og barske områder. Alligevel har vi kunnet tiltrække højt kvalificerede fagfolk - men med skattereformens konsekvenser er vi langt ud over det rimelige for, hvor meget motivation kan drive ønsket om at redde liv og lave humanitært arbejde."

Michael Gylling Nielsen henviser til udviklingsminister Christian Friis Bachs udtalelser i sidste uge om, at skattereformen ikke vil få den store betydning, og at organisationerne godt vil kunne bevare engagementet trods de nye regler. Og at man i højere grad kan benytte lokalt, kvalificerede ansatte i modtagerlandene.

"Størstedelen af Læger uden Grænser ansatte er allerede lokale i vores modtagerlande, men de kan ikke erstatte de udsendte medarbejdere, der oftest er højt specialiserede. De steder vi arbejder, er der mangel på læger og sygeplejersker, og det vrimler heller ikke med eksperter i vandrensning og logistik. Hvis vi skal kunne hjælpe, så har vi brug for fortsat at kunne sende danske eksperter ud".
Han mener desuden, at vi i Danmark må stille os selv spørgsmålet, hvor besværligt og økonomisk tungt, det skal være for de mennesker, som har kompetencerne og et brændende ønske om at udføre humanitært arbejde.

Relevant information

http://www.msf.dk/


Pressekontakt


Firma

Læger uden Grænser (MSF)
Kristianiagade 8
2100 København Ø, Danmark

  39 77 56 00

http://www.msf.dk/

Modtag nyheder fra Læger uden Grænser (MSF) på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.