23/09-13
-
Pressemeddelelse
Carsten Nash udsmykker ny café i Hellerup
Mad og malerkunst er hinandens fødte følgesvende. I den nye Le Café i Hellerup har bl.a. Carsten Nash stået for den unikke vægudsmykning
Der hænger ikke et eneste kunstværk på væggene i Hellerups nye café, Le Café, på molen ved Tuborg Havnevej. I stedet er cafeens vægflader udsmykket med friser og digte, som er malet og skrevet direkte på den rå væg.
Kæmpe frise af Carsten Nash
Mest fremtrædende er den store frise på 15 x 2 m., som maleren Carsten Nash har lavet. Et stort og ambitiøst værk, som trak tænder ud under frembringelsen, erkender Nash:
- Ja, det har været et stort arbejde, hvor jeg har arbejdet med både olie og akryl. Det er sjældent, at danske restauranter går så vidt som direkte at få malet kunsten på væggene. Derfor har det også været en anderledes og udfordrende opgave, fortæller Carsten Nash.
Inspireret af poesi
Motiverne er både figurer, flader og fugle i mættede farver. Først skitset på en blok og siden sat op i størrelse og malet direkte på cafeens vægge.
Inspirationen til udsmykningen kommer bl.a. fra den spanske digter Salvatore Quasimodos digt, der også er skrevet på væggen:
"Hver og én står ensom på Jordens hjerte, gennemboret af en solstråle. Og pludselig er det aften".
- Jeg synes digtet er fantastisk med sin egen uendelighed. Selvfølgelig er maleriet en abstraktion. Men inspirationen kommer klart fra de ideer og tanker, som digtet frembringer, siger Carsten Nash.
Kunstarter går hånd i hånd
At alle kunstarter - herunder kokkekunsten - er beslægtet, er helt oplagt, mener han:
- Mange fødevarer er jo kunst i sig selv. Se f.eks. på fiskenes linjer, farver og form - perfekt afstemt til formålet og de omgivelser, de lever i. Eller grøntsagernes eksplosion af farver. Fælles for maden, ingredienserne og malerkunsten er lysten til at se og optage det, der bydes på. Derfor håber jeg da også, at min udsmykning er med til at højne og raffinere gæsternes oplevelse på Le Café, forklarer han.
Nash's udsmykning suppleres af Lars Ravns malerier på en anden væg og et nyt digt, skrevet af rapperen Jokeren. Digtet, Jeg Er Dansker, står prentet over indgangen til køkkenet og er en syrlig kommentar til danskernes sommetider fordomsfulde tilgang til andre nationaliteter.
Også stor kokkekunst
Cafeens franske køkken er en kunstart for sig. Her regerer nemlig 37-årige, danskfødte Lisa Muncan. Den internationalt anerkendte stjernekok har i 2010 modtaget den fornemme, franske gastronomihæder Gault Millau - Morgendagens stjerne - som den første kvinde nogensinde. I Hellerup kan gæsterne bl.a. se frem til at blive introduceret til Lisa Muncans spændende variationer over den klassiske franske tartine.
Master Fatman styrer fredagsbaren
Køkkenet i Le Café er åbent alle dage kl. 9:00-21:30. Men gæsterne opfordres til at blive længere. Ikke mindst om fredagen, hvor stedets Fyraftens Fredagsbar akkompagneres af Master Fatmans udspil fra DJ-pulten. Stilen bliver bossanova og lounge musik.
Le Café åbner tirsdag 01. oktober kl. 9:00
Fotos til fri afbenyttelse. Forslag til billedtexter:
Udsnit af den billedfrise på 15x2 m., som Carsten Nash har udsmykket Le Café med Foto: Rune Backs
Carsten Nash signerer sin store, fabulerende billedfrise, som han har malet direkte på væggene
på den nye Le Café i Hellerup
Foto: Rune Backs
Relevant information
http://www.facebook.com/lecafe.dk
Firma
Le Café
Tuborg Havnevej 4-8
2900 Hellerup,
Danmark
+45 20 60 06 07
+45 26 16 69 97
http://lecafe.dk