02/09-11
-
Pressemeddelelse
Maritim Festival i Løgstør d. 9. - 13. september!
D. 9. - 13. september er der flere gode grunde til at slå (sø)vejen forbi Løgstør. Her summer byen og i særdeleshed havnen af liv. Der er nemlig Maritim Festival i Løgstør, hvor gastronomi, musik og ægte sømandsstemning går op i en højere enhed. Festivalen er både for garvede sømænd og nysgerrige novicer og alle midt imellem.
Maritim fest for alle!
Nordens største træskibsregatta Limfjorden rundt skydes traditionen tro i gang i Løgstør med Limfjordsmuseet som vært. Her lægger flere end 60 deltagende træskibe til kaj i løbet af mandag d. 12. september for at være klar og parate til starten tirsdag morgen d. 13. september. Og det bliver fejret! I dagene op til træskibssejladsen arrangerer Limfjordsmuseet Maritim Festival, hvor der bydes på kapsejlads med mindre nordiske brugsfartøjer, shantymusik og andre maritime oplevelser.
Shanty-festival
Når den maritime festival skydes i gang bliver det til lyden af søfartens egne toner, shantyerne. En shanty stammer fra dengang skibe var af træ, og sømænd af stål. Shanty-sangene blev brugt som et arbejdsredskab til at hjælpe sømændene igennem de hårde arbejdsdag. Derfor er det meget passende, at Maritim Festival også indeholder en shanty-festival. Weekenden over får Maritim Festival besøg af en række af Skandinaviens bedste shantykor, som med lystige sømandssange sætter den helt rigtige ramme om Løgstør Havn og den maritime festival.
Spændende Kapsejlads
Maritime Festival byder naturligvis også på kapsejlads. Alle mindre smakkeriggede nordiske brugsfartøjer er inviterede til at deltage. Det er i virkeligheden en temmelig bred kategori, hvor lighederne for det utrænede blik springer mere i øjnene end forskellene. Kategorien dækker da også over så forskellige navne som isefjordsjoller, storebæltsbåde, sjægte, lillebæltssmakker, lynæsjoller, skovser, aalborgjoller og mange flere. Sikkert er det, at det bliver en spændende om herredømmet i de skandinaviske farvande.
Meget mere maritimt
Havnen danner desuden rammen om en mængde maritime aktiviteter, bl.a. kan du opleve gamle skibsmotorer, skibsvandringer, demonstrationer af søredninger og arbejdende værksteder. Det er ægte, uforfalsket sømandsstemning til lands og til vands. "Vi håber, festivalen med tiden kan vokse sig stor og blive til Skandinaviens største maritime fest" udtaler Museumsdirektør Anders Bloksgaard. "Vi har ønsket at skabe en fest, hvor vi sammen fejrer den fælles nordiske maritime kultur i hele den udstrækning med både mindre fartøjer, store skonnerter, shantymusik og bådebygning". Festivalen er for alle, både dem, der lever for - og af - den maritime kulturarv, og dem, der synes, det er spændende at opleve den for en enkelt dag eller to.
Relevant information
http://www.limfjordsmuseet.dk/