30/11-11
-
Pressemeddelelse
Dronninge-bogen revet ned fra hylderne
I bogens første dage melder flere forhandlere om udsolgt og tomme hylder. Der har været en overvældende interesse for Jens Andersens bog om Dronning Margrethe II, som er strøget direkte i top på bestsellerlisterne på blot en weekend i butikkerne. Endda inden julehandlen for alvor er gået i gang.
Forlagsdirektør på Lindhardt og Ringhof, Lars Boesgaard udtaler:
Vi er glade for den overvældende efterspørgsel, som bogen har oplevet i den første weekend, og vi gør alt for at sikre, at vi kan efterkomme den interesse helt frem til jul, så bogen ikke kommer til at mangle under juletræet nogen steder i landet. Og vi er klar til at trykke flere, hvis de 31.000, vi allerede har trykt, ikke rækker.
Også landets største boghandlerkæder Arnold Busck og Bog & Idé oplever en enorm interesse for M - 40 år på tronen:
Det er den bog, der i samtlige af vores butikker landet over, har solgt mest. Den er strøget direkte i toppen af vores bestsellerlister. På biografi-listen har den solgt tre gange så meget som nummer to. Vores indtryk er, at den kommer til at sælge stort op til jul. Arnold Busck
Vi oplever og kan aflæse et enormt salg af M - 40 år på tronen i den første weekend vi har solgt bogen. Den er røget i top på vores bestsellerliste, og der er et stort hul ned til den næste på listen. Det lader til at folk ser den, som en perfekt julegaveidé. Bog & Idé
M - 40 år på tronen er biografien om Danmarks Dronning, der bygger på omfattende research og på samtaler med tidligere ministre og nuværende politikere, kunstnere, historikere, embedsmænd, videnskabs, erhvervsfolk, den royale familie og ikke mindst Dronningen selv. Men bogen er ikke alene et portræt af Regenten - det er også en krønike om Danmark, danskerne og deres forhold til kongehuset gennem 40 år. En biografi, der nu tegner til at blive årets helt store julesællert.
Bogen er også blevet taget mere end godt imod i pressen.
**** Politiken
**** Jyllands-Posten
"Bogens fortjeneste er, at den giver en samlende kronologisk overblik over udviklingen - Dronningens og nationens - gennem 40 år." **** Berlingske
"Velskrevet ny biografi. (...) Bogens billedside er superflot, ikke mindst på grund af de fremragende billedtekster." Information
"Monarkist eller ej, man går baglæns ud af bogen med et: Respekt, Margrethe!" Kristeligt Dagblad
Relevant information
http://www.lindhardtogringhof.dk/