14/03-12
-
Pressemeddelelse
Krimi på vej fra L&R: Fremmed gæst af Håkan Östlund
Henrik og Malin er flyttet fra Stockholm til Gotland med deres to børn. Men det der skulle være en idyllisk, ny tilværelse udvikler sig til et mareridt, for mens efterårsmørket falder over øen, er der nogen, der holder øje med familien og venter på det helt rigtige øjeblik til at gøre et gammelt regnskab op.
Mens Henrik og Malin og deres to børn har holdt sommerferie i Stockholm, har de lejet deres nyrenoverede hus på det nordligste Gotland ud. Da de kommer hjem, finder de glasskår på køkkengulvet og afføring i børnenes legetøj, men det mest skræmmende er, at nogen har skåret øjnene ud på deres familiefotos og efterladt tomme og ildevarslende huller. Truslen er ikke til at tage fejl af, men hvem vil gøre dem ondt?
Det unge par er umiddelbart vellidte i det lille øsamfund, men mange undrer sig også over, hvorfor et karrierepar som dem fra hovedstaden med internationale forbindelser har bosat sig sådan et øde og utilnærmeligt sted, hvor man er helt afhængig af en lille færge for at kunne komme til hovedøen.
Fredrik Broman og hans politikolleger i Visby tager sagen om vandalisme i hjemmet meget alvorligt, men kan heller ikke afvise, at der bare er tale om en usmagelig spøg. Da parrets ældste datter forsvinder, er ingen dog i tvivl mere. Nu er det alvor, og desværre er det bare begyndelsen ...
Om forfatteren: Håkan Östlundh (1962) bor med sin familie i Stockholm om vinteren og på Gotland om sommeren. Serien om Fredrik Broman er solgt til bl.a. Italien, Spanien, Tyskland og USA.
Fakta om bogen
Titel: Fremmed gæst
Forfatter: Håkan Östlundh
Omfang: 464 sider
Pris: 299,95 kr./ e-bog: 149 kr.
Udkommer torsdag den 26. april 2012
Relevant information
http://www.lindhardtogringhof.dk/