21/01-13
-
Pressemeddelelse
Leif Davidsen
Patriarkens hændelige død
25 år efter Den russiske sangerinde er Leif Davidsen højaktuel med ny, stor spændingsroman, der tegner et billede af Putins moderne Rusland, hvor stat og kirke indgår uhellige alliancer.
I Moskva finder to dødsfald sted inden for et snefyldt døgn: Patriarken for hele Rusland sover fredfyldt ind, og kort efter bliver danskeren Gabriel Lassen tævet ihjel i en baggård. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem de to dødsfald, men hjemme i Danmark kommer Gabriels tvillingebror Adam i besiddelse af oplysninger, der peger på en mulig og mistænkelig forbindelse.
I et forsøg på at opklare sin brors død drager Adam ud på en længere rejse. I første omgang fører den ham tilbage til halvfjerdserne kommunistiske Sovjetunionen, hvor tvillingernes danske forældre mødte hinanden i en dansk-russisk kærlighedshistorie. Siden fører rejsen ham ind i hjertet af det moderne Rusland, hvor økonomiske og religiøse interesser smelter sammen i et storpolitisk spil, der involverer kampen om Grønlands righoldige ressourcer - et spil, hvor det kan være svært at skelne ven fra fjende.
Patriarkens hændelige død er et stort russisk drama om uhellige alliancer mellem religion og politik - og om kærlighed og hævn.
Leif Davidsen, født 1950, har siden debuten i 1984 udsendt en rejsebog, to novellesamlinger og elleve romaner, der er oversat til foreløbig femten sprog. For sit forfatterskab er Davidsen bl.a. blevet tildelt Læsernes Bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær, Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien, den franske Prix littéraire de la Bordelaise de Lunetterie og De Frankofone landes Ambassadører i Danmarks Litteraturpris.
For mere info kontakt:
gerda.boisen@lindhardtogringhof.dk /tlf. 3615 6740
Udkommer 13. marts - ca. 400 sider - 299, 95 kr. - e-bog 150 kr.
MATERIALE: Bestilling af eksemplar med henblik på anmeldelse sendes til e-mail: presse@lindhardtogringhof.dk
Relevant information
http://www.lindhardtogringhof.dk/