22/04-13
-
Pressemeddelelse
Stig Dalager
Øjeblikkets evighed
Den 5. maj er det som bekendt 200 år siden, at Søren Kierkegaard blev født. Selv samme dag udsender Stig Dalager sin roman om den verdensberømte dansker. Øjeblikkets evighed er først og fremmest et psykologisk portræt af mennesket Søren Kierkegaard, men Dalager fletter i romanen elegant liv og værk sammen og bringer dermed læseren midt ind i Kierkegaards verden.
Året er 1855, København er stedet. Filosoffen Søren Kierkegaard er 42 år og ved, han skal dø. Efter at være faldet om på gaden, indlogerer han sig to dage efter på Frederiks Hospitalet i Bredgade for at tilbringe de sidste dage af sit liv der.
Med udsigt til himlen over voldenes København søger han i sygestuen en slags indre afklaring på det liv, der snart er forbi. Når han fra tid til anden vågner af sin erindringsbærende døs, udveksler han tanker med hospitalets overlæge, en nær ven, der ankommer fra provinsen og en vågekone, der har læst et par af hans skrifter.
Det er historien om Kierkegaards barndom, forholdet til faderen, opgøret med kirken og mest smerteligt-forførende af det hele: Den uforløste kærlighed til Regine. Mesterligt sat i scene i datidens København.
Om forfatteren: Stig Dalager, f. 1952, har skrevet over 50 værker, fortrinsvis romaner og skuespil, der er publiceret i 25 lande. Hovedværket er fembindsværket BROERNE TIL VERDEN. Han har to gange tidligere skrevet romanbiografier: I 2004 REJSE I BLÅT om H.C. Andersen (nomineret til den britiske The Impac Prize) og senest DET BLÅ LYS - om Marie Curie (L&R, 2012), der netop er udkommet i 3. oplag og nomineret til DR-Romanprisen 2013.
INTERVIEW:
Kontakt presseafdelingen, Tina Marie Kragh på 3615 6809 eller tkj@lindhardtogringhof.dk
Fakta om bogen
Titel: Øjeblikkets evighed
Forfatter: Stig Dalager
Omfang: 250 sider
Pris: 249,95 kr.
Udkommer den 5. maj 2013
MATERIALE: Bestilling af eksemplar med henblik på anmeldelse sendes til e-mail: presse@lindhardtogringhof.dk
Relevant information
http://www.lindhardtogringhof.dk/