25/10-16
-
Pressemeddelelse
Lions Katastrofehjælp fordobler sin hjælp til Haiti
Lions Katastrofehjælp bevilgede straks efter katastrofen 250.000 kroner. Efter at have set katastrofens omfang fordobles hjælpen til Haiti til i alt 500.000 kroner.
Lions Katastrofehjælp fordobler sin hjælp til Haiti og støtter hjælpearbejdet gennem UNICEF, fordi børnene har hårdt brug for hjælp. For knap 2 uger siden rykkede Læger Uden Grænser ind i katastrofeområdet med en støtte på 250.000 kr., og det samme beløb får UNICEF. Det betyder, at Lions Katastrofehjælp har givet en halv million kr. til hjælpearbejdet.
Børnene i Haiti har akut brug for hjælp. Orkanen Matthew har ødelagt deres hjem og op mod 1000 frygtes allerede at være døde. Skoler er jævnet med jorden og hårdt ramte familier må søge ly, hvor de kan. Børnene er i fare for at blive ramt af dødsensfarlig kolera eller andre epidemier, hvis de ikke kan få rent vand at drikke. Situationen for mange er fuldstændig desperat.
Lige nu er UNICEF i fuld gang med at sørge for, at de katastroferamte børn i Haiti får rent vand, lægehjælp og mad. De leder efter børn, der er blevet væk fra deres familie i tumulten og hjælper dem tilbage til deres mor og far igen. De opretter områder, hvor børnene er i sikkerhed. Og de beskytter dem, så godt de kan, men har hårdt brug for al den hjælp, de kan få.
Billedetekst: Læge i blå "kittel" står med lille barns hånd
Danske Lions Klubbers Katastrofehjælp får stillet midler til rådighed af de lokale danske Lions klubber til at yde hjælp ved katastrofer og nødsituationer her i landet og i udlandet. Lions Katastrofehjælp har siden etableringen i 1974 i alt doneret over 31 millioner kroner.
Læs mere på www.lions.dk/Her støtter vi.
Firma
Lions Danmark
Vesterballevej 5
7000 Fredericia,
Danmark
+45 24 99 93 10
+45 48 25 56 34
http://www.lions.dk