11/05-10
-
Pressemeddelelse
Klar til at arbejde for fremtiden
Det er afgørende for LO, at der skabes brede løsninger for Danmarks økonomi og der fortsat er respekt for den danske model.
LO kvitterer for den meget ambitiøse plan, som S og SF har lagt for at løse velfærdssamfundets fremtidige udfordringer. LO anerkender, at der ligger en stor udfordring i at skabe langsigtet holdbarhed i dansk økonomi, og planen fra S og SF er et nødvendigt skridt på vejen.
LO-formand Harald Børsting udtaler: - Jeg er glad for, at S og SF fremlægger et så velovervejet bud på, hvordan vi først skal investere os ud af den nuværende krise, og dernæst løse de kæmpeudfordringer, som vi står over for, når det gælder den langsigtede økonomiske holdbarhed. For LO er det afgørende, at der skabes brede løsninger, hvor det ikke er en gruppe, der skal bære byrderne, men hvor alle skal bidrage. Og jeg er glad for, at det også er grundtonen i oplægget fra S og SF.
Et centralt element i planen er en invitation til arbejdsmarkedets parter om at indgå i trepartsforhandlinger om langsigtet økonomisk holdbarhed. Udgangspunktet for forhandlingerne er et mål om at styrke den danske arbejdsmarkedsmodel og at øge den gennemsnitlige arbejdstid.
- Vi er klar til at gå konstruktivt ind i trepartsforhandlinger med en kommende S og SF regering. Vi kan ikke på forhånd garantere specifikke løsninger, men vi accepterer, at en væsentlig forudsætning for at nå målet er at diskutere øget arbejdstid.
- Historisk har vi en stærk tradition for at løse store og langsigtede opgaver i et samarbejde mellem politikerne og arbejdsmarkedets parter. Det er styrken ved den danske model, og den skal vi gøre brug af nu, hvor vi står over for store samfundsudfordringer. Det kræver selvfølgelig, at der er fuld respekt for, at parterne selvstændigt forhandler overenskomsterne, men så tror jeg også på, at vi kan nå de ambitiøse mål, siger Harald Børsting
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her