04/06-10
-
Pressemeddelelse
Ufrivilligt barnløse bakker op om demonstration
At regeringen og Dansk Folkepartis sparepakke rammer bredt i samfundet kan aflæses i de mange støtteerklæringer, demonstrationen mod nedskæringerne modtager. Senest har en samlet stemme for landets mange ufrivilligt barnløse meldt sin ankomst.
Det er Facebook-gruppen "Behandling til barnløse SKAL være gratis", der bakker op om LO og FTF's store demonstration på Christiansborg Slotsplads tirsdag den 8. juni. Initiativet har samlet flere end 23.000 medlemmer, siden regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde spareplanerne for hjælp til kunstig befrugtning, og afholder mandag den 7. juni sin egen demonstration ved Christiansborg.
- Modsat hvad sundhedsminister Bertel Haarder udtaler, så er manglende fertilitet en sygdom anerkendt af WHO. Der kan være mange årsager til barnløshed, men det er stadig en sygdom, der bør behandles på lige fod med andre sygdomme. Hvad bliver det næste - skal rygere nægtes behandling af rygerlunger og kræft, spørger Helle Kold Nielsen, der er en af administratorerne i gruppen.
I Tyskland indførte man tilbage i 2004 brugerbetaling på 50 pct. for kunstig befrugtning, og det har allerede nu haft katastrofale følger for landets fødselstal. Samme udvikling vil med sikkerhed ramme Danmark, hvis støtten til behandlingen fjernes.
- Når 10 pct. af danske børn kommer til verden ved kunstig befrugtning, vil det uden tvivl sætte sine spor på de kommende generationer. Det er ikke særlig betryggende, når vi ved, hvor mange hænder vi kommer til at mangle på fremtidens arbejdsmarked, påpeger Helle Kold Nielsen.
Mange af gruppens medlemmer har fået børn ved kunstig befrugtning, og kan derfor levende sætte sig ind i den situation, regeringen og Dansk Folkeparti er ved at sætte de ufrivilligt barnløse i. At de så oven i købet bliver ramt af de mange andre besparelser, bl.a. børnepengene og halveringen af dagpengene, gør, at gruppen bakker op om LO og FTF's store fælles demonstration tirsdag den 8. juni.
Læs mere på www.nejtilpakken.dk
For yderligere informationer om demonstrationen:
Søren Gisselmann, kommunikationskonsulent i LO, tlf.: 2459 6642
For yderligere informationer om "Behandling til barnløse SKAL være gratis":
Helle Kold Nielsen, tlf.: 2869 1329
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her