17/06-10
-
Pressemeddelelse
LO: Regningen er fejladresseret
Når regeringen og Dansk Folkeparti i dag stemmer deres genopretningsplan igennem, markerer det ifølge LO et trist kapitel i dansk politik. På trods af massive folkelige protester har regeringen og Dansk Folkeparti valgt at gennemføre besparelserne med det snævrest mulige flertal.
De mange tusinde mennesker, der mødte op til demonstrationen i sidste uge og har delt deres historier på Facebook, viser, at regeringen har gjort regning uden vært.
- Hvis Lars Løkke lyttede til danskerne, ville han høre, hvordan tusindvis bliver ramt på deres levebrød, marginaliseres og skubbes ud til samfundets kant af sparepakken. Det er uretfærdigt, at helt almindelige mennesker skal betale regningen for skattelettelser til de rigeste, konstaterer LO-formand Harald Børsting.
Han anklager regeringen og Dansk Folkeparti for at skabe unødig utryghed på arbejdsmarkedet ved at forringe dagpengene og mulighederne for uddannelse
- Sparepakken vil skabe stor usikkerhed på et arbejdsmarked, der i forvejen er hårdt presset. Når man fra den ene dag til den anden halverer dagpengeperioden og forringer folks muligheder for uddannelse, så er det klart, at folk føler stor utryghed, bemærker Harald Børsting.
LO mener, at der er behov for at investere sig ud af krisen, i stedet for at kvæle det spirende opsving med massive besparelser.
- Regeringens sparepakke er blottet for visioner og løser ikke de problemer, vi står overfor. De skærer ned på det, vi skal leve af i fremtiden - en veluddannet, fleksibel arbejdsstyrke - for at dække det hul i økonomien, de selv har været med til at forstørre. For hvor skal de nye jobs komme fra, og hvordan bliver man rustet til fremtidens arbejdsmarked, hvis man ikke kan få sig en ordentlig uddannelse?, spørger Harald Børsting, og understreger, at regningen er adresseret forkert og bør returneres til afsenderen.
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her