Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/08-10   -   Pressemeddelelse

Fornyelse indefra - en udfordring for samarbejdsudvalget

Læs i Samarbejdsudvalgets årsrapport, hvordan en række danske virksomheder har haft success med at udvikle både produktionen og arbejdsgangene i et tæt samarbejde med medarbejderne. Virksomhederne har dermed opbygget en solid social kapital.

Fornyelse indefra er en af nøglerne til at klare udfordringerne udefra
De danske virksomheders internationale konkurrenceevne er bestemt af, om de lever op til kravene om kvalitet, pålidelighed, hastighed, fleksibilitet og omkostningsniveau. Gennem snart mange år har historier i pressen bølget frem og tilbage om, hvorvidt det danske arbejdsmarked er gearet til denne konkurrence. Samarbejdsnævnets DA-LO's årsrapport løfter sløret for de danske virksomheders "sociale kapital" som det unikke konkurrenceparameter i den globaliserede tidsalder.

Ledelsesprincipperne udvikles

Gennem de senere år er der sket en stor udvikling omkring ledelsesprincipperne i mange danske virksomheder. Hvor man helt frem til 1980'erne mente, at udviklingen skulle komme oppefra og udefra, er der en klar tendens til at fokusere på den vidensopbygning, som kommer indefra og nedefra. Udviklingen er med andre ord gået fra, at viden ikke blot er drevet af ingeniører, virksomhedskonsulenter og direktører. Nu anerkender forskerne, at viden også kommer fra medarbejderne, og at disse processer skal styrkes. Den viden, som virksomhedens medarbejdere udvikler og videregiver, kalder man virksomhedens sociale kapital, og den har en helt afgørende betydning for omstillingshastigheden i et omskifteligt og globaliseret marked.

Virksomhedscases i Samarbejdsudvalgets årsrapport

I årsrapportens journalistiske del besøger vi en række danske virksomheder, hvor den gensidige respekt og forståelse i samarbejdsorganerne har givet bundlinje og robusthed til at modstå internationale rystelser. Gennem fire cases oplever vi, hvordan den sociale kapital giver smøring i virksomhedernes dagligdag.

Tillid mellem ansatte indbyrdes og mellem ansatte og ledere er et vigtigt element i virksomhedens sociale kapital. Hos IKEA har man nedbrudt formaliteterne ved at afholde jævnlige "hulemøder". Her mødes HR chefen og alle varehusenes tillidsrepræsentanter til et "hulemøde" og taler om løst og fast. Nye ideer opstår og diskuteres igennem for enten at blive kvalificerede til det næste HSU-møde eller blive skudt ned. Hulemøderne gennemføres uden referat, så alle kan tale frit fra leveren. På hulemøderne har man blandt meget andet udviklet IKEAs nye Facebook- og misbrugspolitikker.

Kronevinduer har i de seneste 25 år produceret vinduer. Kronevinduer er en meget fleksibel virksomhed, som har en flad organisation og meget hurtigt kan tilpasse sine produkter efter, hvad kunderne efterspørger. Kvalitet og omstillingsvillighed kommer ikke af sig selv. Virksomhedens medarbejdere og ledelse er gennem forskellige samarbejdsprojekter blevet gearet til at leve op til deres værdier om at fungere som et håndboldhold: være strategiske, hurtige og fungere som et team.

Brdr Hartmanns Fabrikker i Tønder har i snart 50 år været foran med genanvendelse på produktsiden. Virksomheden genanvender aviser og andet papir til æggebakker og emballage til f.eks. mobiltelefoner. Energiforbruget til processerne er højt, og i 2007 begyndte virksomheden at inddrage medarbejderne i det systematiske arbejde med energibesparelser. Energiprojektet har givet større medarbejderengagement og kontante besparelser, og dermed er virksomhedens konkurrencekraft blevet forbedret.

Københavns Lufthavn (CPH) har gennem mange år været en højt profileret arbejdsplads, som medarbejderne har været stolte af. Gang på gang er CPH blevet kåret som både Europas og verdens bedste. Lufthavnen har fået priser for logistik, effektivitet og arkitektur, og faren for at hvile på laurbærrene har derfor været overhængende. Adm. dir. Brian Petersen og fællestillidsrepræsentant Peter Wium fortæller om, hvordan de gennem øget kundefokus har fået revitaliseret den interne virksomhedskultur. Medarbejdere og ledelse har fået udviklet et fælles verdensbillede, så de nu kan træffe beslutninger i en fælles optik. Det betyder også, at medarbejderne kan handle selvstændigt og hurtigt, som da sprinkleranlægget gik i stykker i Københavns Lufthavn og 40.000 liter vand røg ud i terminalen.

CPH er en stor arbejdsplads med mange virksomheder og medarbejdere. CPH har i samarbejde med fagforeningen 3F Kastrup sat en proces i gang, hvor de arbejder på at nedbringe partikelforureningen på flyenes forplads. Projektet er et eksempel på, hvordan den gensidige tillid på en stor arbejdsplads udmønter sig i en sociale kapital, som kan give bedre arbejdsmiljø, profilering og konkurrencefordele.

Social kapital : Samarbejde, tillid, retfærdighed

Virksomhedens sociale kapital er defineret ved tre komponenter: Samarbejde, tillid og retfærdighed. Disse tre komponenter karakteriserer samlet virksomheden og dens potentiale til samarbejde om udførelsen af virksomhedens forretningsmæssige opgave. Den sociale kapital styrker virksomhedens konkurrenceevne og giver et bedre psykisk arbejdsmiljø. Det er vores håb, at årets tema om fornyelse indefra kan give inspiration og skabe diskussion i de danske virksomheder. Det er i virksomhedernes samarbejdsorganer, at den sociale kapital udvikles.

Du kan hente uddybning og flere oplysninger hos:
Samarbejdskonsulent i DA, Sven-Peter Nygaard, direkte tlf.: 33 38 94 04, mobil: 29 20 04 04
Samarbejdskonsulent i LO, Mogens Frederiksen, direkte tlf.: 35 24 62 12, mobil: 27 27 76 70

Læs årsrapporten her: link
13. august 2010

Relevant information

http://www.lo.dk


Pressekontakt


Firma

LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S, Danmark

  3524 6070
  6080 4651

http://www.lo.dk

Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire