12/10-10
-
Pressemeddelelse
EU-dom: Ældre må ikke tvinges på pension
EU-Domstolen har i dag underkendt den danske funktionærlov i en sag om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse. - Jeg er meget tilfreds med dommen, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.
EU-Domstolen har i dag underkendt den danske funktionærlov i en sag om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse. Konsekvensen er, at den danske funktionærlov skal laves om.
Sagen handler om, at Ole Andersen blev fyret fra sin arbejdsplads, Region Syddanmark (tidligere Sønderjyllands amt) i 2006. På grund af sin alder, 63 år på fyringstidspunktet, og sine pensionsforhold var han berettiget til at gå direkte på pension. Men det var han ikke interesseret i. Han ville hellere melde sig arbejdsløs og havde derfor en forventning om at få en fratrædelsesgodtgørelse fra virksomheden, da han havde været ansat i 27 år.
Men hans arbejdsgiver Region Syddanmark mente ikke, at Ole Andersen var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvilket også slås fast i Funktionærlovens paragraf 2a, stk. 3, sådan som Højesteret har tolket denne bestemmelse. Herefter udelukkes muligheden for, at der kan udbetales fratrædelsesgodtgørelse. Det er altså ligegyldigt, om lønmodtageren rent faktisk ønsker at gå på pension.
- Jeg er meget tilfreds med dommen. Det kan ikke være rigtigt, at virksomheder kan sende deres medarbejdere på pension mod deres vilje blot for at undgå at betale fratrædelsesgodtgørelse til ældre medarbejdere. Det er en god dag for bekæmpelsen af aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.
Vestre Landsret indbragte sagen til EU-Domstolen for at få slået fast, om det er i orden efter direktivet om ligebehandling (mht. beskæftigelse og erhverv), at arbejdsgivere slipper for at betale fratrædelsesgodtgørelse, hvis den ansatte kan - men ikke ønsker - at gå direkte på pension.- Konsekvenserne af dommen er, at det bliver dyrere for arbejdsgiverne at fyre ældre medarbejdere. Til gengæld betyder en ændring af funktionærloven, at ældre medarbejdere ikke længere kan diskrimineres ved at undlade at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til dem, der har lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet, siger Marie-Louise Knuppert.
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her