18/10-10
-
Pressemeddelelse
Er du blevet snydt!
LO-formand til medlemmerne: Kontakt din fagforening, hvis du er gået glip af en fratrædelsesgodtgørelse
LO's formand Harald Børsting appellerer til, at de af LO's medlemmer, som ikke har fået en fratrædelsesgodtgørelse, kontakter deres fagforening og får hjælp. De medlemmer, som kan være gået glip af en fratrædelsesgodtgørelse inden for de sidste fem år, har nemlig nu mulighed for at få udbetalt den manglende godtgørelse.
Baggrunden er, at EU-Domstolen forleden underkendte den danske funktionærlov. Hidtil har der stået i funktionærloven, at arbejdsgivere slipper for at betale fratrædelsesgodtgørelse ved en fyring, hvis de ansatte kan gå direkte på pension. Men det strider mod EU-reglerne, da der hermed foregår en diskriminering af ældre medarbejdere.
- Nu skal alle sejl sættes ind på at finde frem til de medlemmer, der er gået glip af en fratrædelsesgodtgørelse. Vi vil naturligvis ikke finde os i, at lønmodtagere snydes for godtgørelse, siger Harald Børsting.
- Derfor vil jeg på det allerkraftigste opfordre vores medlemmer, der måtte have krav på en godtgørelse, til at kontakte deres fagforening. Det kræver selvfølgelig, at medlemmerne hørte under funktionærloven. Vores medlemsforbund står parate til at hjælpe dem videre, hvis de har en sag, som minder om den, der nu er underkendt ved EU-domstolen, fortsætter Harald Børsting
Ole Andersen, medlem af ingeniørforeningen, IDA, blev i 2006 i en alder af 63 år fyret fra sin stilling i Region Syddanmark (tidligere Sønderjyllands Amt). Ole Andersen ønskede ikke at gå på pension, men meldte sig i stedet arbejdsløs og havde derfor en forventning om, at han kunne få fratrædelsesgodtgørelse, da han havde været ansat i 27 år.
Det kunne han imidlertid ifølge funktionærloven ikke. Derfor bragte Vestre Landsret sagen videre til EU-Domstolen, der underkendte funktionærloven og slog fast, at det er aldersdiskriminerende at afskære ældre medarbejdere fra en fratrædelsesgodtgørelse, hvis de ikke ønsker at gå på pension.
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her