11/11-10
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Misbrug af offentligt løntilskud er uacceptabelt
            
            LO er helt enig med beskæftigelsesministeren i at misbrug af løntilskud er uacceptabelt. Men for at dæmme op for misbrug, må ministeren ændre lovgivningen.
På baggrund af samrådet i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg i dag slår beskæftigelsesminister Inger Støjberg fast, at misbrug af offentlige løntilskud er uacceptabelt.
- Det er LO helt enig i. Problemet er bare, at den lovgivning, som ministeren er ansvarlig for, ikke sikrer mod misbrug i den virkelige verden, siger næstformand i LO Lizette Risgaard.
- Vi ser desværre alt for mange eksempler på, at offentligt ansatte fyres ad hoveddøren og bagefter ansattes ad bagdøren i et offentligt løntilskudsjob. Det hænger sammen med, at kravet om merbeskæftigelse, som skal sikre mod misbrug og fortrængning af ordinært ansatte, vurderes i forhold til det aktuelle budget, dvs. efter man har foretaget besparelserne.
- I virkelighedens verden betyder det, at det værn, lovgiver har forsøgt at sætte op, er hullet som en si og ikke sikrer mod fortrængning af ordinært ansatte. Det er fuldstændigt uholdbart og det kan de offentlige arbejdspladser ikke leve med. Jeg vil derfor opfordre ministeren til hurtigst muligt at komme i arbejdstøjet og sikre, at den lovgivning, som hun har ansvaret for, ikke skævvrider det offentlige arbejdsmarked i en for alle helt uacceptabel retning. En retning, hvor balancen mellem de ordinært ansatte tipper fuldstændigt i forhold til de ekstraordinært ansatte, siger Lizette Risgaard.
- LO's bud på en løsning ligger lige for. Lad os få det samme regelsæt på det offentlige område, som allerede gælder på det private. Det betyder blandt andet, at opfyldelsen af merbeskæftigelseskravet skal ses i forhold til det gennemsnitlige antal ansatte i de seneste 12 måneder og i forhold til, om stillingen er blevet ledig ved afskedigelse eller fratrædelse inden for de sidste tre måneder, slutter Lizette Risgaard.
              
        
Relevant information
        
                                http://www.lo.dk
            
              
      
      
              
      
      
        
        Firma
        
        LO - Landsorganisationen i Danmark
        Islands Brygge 32D
        2300 København S,
                  Danmark
        
        
                  
  3524 6070
                          
  6080 4651
        
                  
          
http://www.lo.dk
                
        
          Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
          
          Tilmeld dig her