26/11-10
-
Pressemeddelelse
Nej til ideologisk korstog mod den offentlige sektor
I oplægget til denne uges møde i Vækstforum går regeringen direkte i kødet på den offentlige sektor, der nærmest betragtes som en klods om benet frem for en forudsætning for vækst. Konkret lægger regeringen op til privatisering, udlicitering og en evindelig konkurrenceudsætning af den offentlige sektor, og det vil hverken gavne danskerne eller erhvervslivet.
- Jeg er bekymret over den strategi, som regeringen lægger for dagen i forhold til den offentlige sektor. Regeringens oplæg handler om at give den offentlige sektor en over nakken i stedet for at sikre innovation og udvikling. Det er ærgerligt, fordi der virkelig er brug for at få den offentlige sektor positivt i spil, hvis vi skal lykkes med at skabe mere vækst. Områder som velfærdsteknologi, medicin og grøn vækst har stort potentiale, udtaler LO-formand Harald Børsting
Harald Børsting fortsætter:
- Der er ikke belæg for at tro, at tvangsprivatisering eller udlicitering gør tingene billigere. Det mest grelle eksempel har været overbetalingen af privathospitalerne. Den offentlige sektor er i det store og hele fokuseret på at levere gratis velfærdsservice til borgerne inden for stramme budgetter. Dertil kommer, at klassiske statstjenester som politi, forsvar og retssystem slet ikke egner sig til udlicitering eller privatisering. Regeringens oplæg til Vækstforum ligner i bekymrende grad et ideologisk korstog frem for reelle initiativer til at styrke konkurrencen.
LO er enig i, at konkurrencen bør styrkes i en række sektorer. Det kan være en god idé at se nærmere på markedet for byggevarer og deres standarder. eller konkurrencen inden for nogle af de liberale erhverv, fx apotekere og tandlæger, dog skal man være opmærksom på, at det skal ske uden skade for befolkningen i landområderne. Og intentionerne om at stramme op i Konkurrencelovens strafbestemmelser, så man bl.a. kan fængsles for grove overtrædelser er fornuftige.
Hvad angår grøn vækst med udgangspunkt i klimakommissionens anbefalinger, savner LO især fokus på energirenovering af den eksisterende bygningsmasse. En storstilet isoleringsindsats og investering i intelligente huse vil på en gang både yde et markant bidrag til sænke vores CO2-udslip og skabe job i de arbejdsløshedsramte håndværksfag.
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her