05/01-11
-
Pressemeddelelse
LO til kamp mod afskaffelse af efterlønnen
- Fagbevægelsen ruster sig til et massivt opgør om efterlønnen. Vi gør, hvad der er nødvendigt, siger LO-formand Harald Børsting.
"Vil du kunne lægge 600 mursten om dagen - som 71-årig?"
Sådan lyder overskriften på en af de annoncer, som LO nu indrykker i landets dagblade. Med annonceoffensiven vil LO gøre danskerne opmærksomme på, hvilke konsekvenser det vil få, hvis efterlønnen afskaffes.
- Regeringen har foreslået et ganske urimeligt indgreb i efterlønnen, der vil have drastiske konsekvenser for almindelige LO-lønmodtagere. Det har vi en forpligtelse til at gøre vores medlemmer opmærksom på, siger LO-formand Harald Børsting.
Med Velfærdsaftalen fra 2006 hæves efterløns- og pensionsalderen, og hvis efterlønnen nu også afskaffes, som regeringen har foreslået det, så vil det betyde, at nutidens 25-årige først kan gå på pension, når de er 71½ år.
I følge regeringens forslag mister alle under 45 år retten til at kunne gå på fem års efterløn, mens det i høj grad er usikkert, hvad der skal ske med dem, der er over 45 år og som ikke er gået på efterløn endnu.
- Efterlønsindgrebet rammer bredt og hårdt. Fremtidens murersvende, rengøringsassistenter og sosu'ere skal fremover indstille sig på at arbejde til de er over 70 år gamle. Det er ikke rimeligt over for hårdtarbejdende mennesker, der har knoklet igennem i et langt arbejdsliv, siger Harald Børsting.
LO har endnu ikke taget stilling til, hvor mange midler der afsættes til at overbevise politikerne og befolkningen om, at efterlønnen ikke skal afskaffes, som regeringen har foreslået det.
Men LO-formand Harald Børsting forsikrer, at fagbevægelsen vil gøre det nødvendige.
- Vi vil brede diskussionen ud og få fakta på bordet. Befolkningen må ikke være i tvivl om, at har store konsekvenser for især de faglærte og ufaglærte lønmodtagere, at efterlønnen tages fra dem, siger han.
LO har udarbejdet en efterlønsberegner, hvor det kan beregnes, hvornår man tidligst kan gå på pension, hvis efterlønnen afskaffes.
Relevant information
http://www.lo.dk
Firma
LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S,
Danmark
3524 6070
6080 4651
http://www.lo.dk
Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail
Tilmeld dig her