Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/03-11   -   Pressemeddelelse

LO tilfreds med nyt arbejdsmiljøudspil

LO er overordnet tilfreds med ny politisk aftale om arbejdsmiljøindsatsen - men efterlyser flere midler afsat til tilsyn på arbejdspladserne.

På trods af et svagt regeringsudspil er det lykkedes at skabe et godt resultat. LO havde gerne set flere midler afsat til tilsyn på arbejdspladserne, men LO-sekretær Ejner K. Holst er overordnet tilfreds med en ny politisk aftale om arbejdsmiljøindsatsen. Aftalen "En strategi for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020" er netop indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, DF og De Radikale.

- Vi ville gerne have haft en ordning, hvor virksomheder med dårligt arbejdsmiljø bliver forpligtet til at betale for de nødvendige ressourcer, Arbejdstilsynet har så hårdt brug for. Det ville have været helt retfærdigt over for de virksomheder, der har orden i sagerne, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

- Men når det er sagt, har oppositionen fået presset regeringen til en fornuftig ramme, hvor Arbejdstilsynet skal tilse langt de fleste arbejdspladser regelmæssigt.

Dårlige virksomheder får flest besøg
Aftalen indebærer, at Arbejdstilsynet skal besøge de virksomheder, der har de største problemer, hurtigst og oftest. Hvert år vil aftalepartierne vurdere, om Arbejdstilsynets besøg på virksomhederne er tilstrækkelige til at afdække de mere komplicerede arbejdsmiljøproblemer som fx det psykiske arbejdsmiljø.

Samtidig sikrer aftalen, at alle virksomheder med mindst to fuldtidsansatte får tilsyn mindst én gang inden for otte år. De helt små virksomheder vil få tilsyn ved stikprøver.

Aftalen betyder desuden, at arbejdsmarkedets parter og arbejdstilsynet skal sætte sig sammen og udvikle nye rådgivningspåbud, som Arbejdstilsynet kan pålægge virksomheder og institutioner, der ikke overholder loven.

LO vil følge tilsynsindsatsen tæt
Jeg kan forsikre, at vi vil følge den årlige tilsynsindsats tæt - og råbe højt, hvis alarmklokkerne ringer, siger Ejner K. Holst.

Han er tilfreds med, at oppositionen med aftalen har undgået den omfattende amputering af de eksisterende rådgivningspåbud, som regeringen oprindeligt foreslog.

- Jeg er glad for, at vi fik fjernet regeringens tidsler i de første udkast af aftalen. Nu ser vi frem til de kommende forhandlinger om fremtidens arbejdsmiljørådgivning. Det bliver ikke nemt, men vi er klar til at tage fat, siger Ejner K. Holst.

Kontakt:
Journalist Benjamin R. Vibe, tlf. 3524 6052.

Relevant information

http://www.lo.dk


Pressekontakt


Firma

LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S, Danmark

  3524 6070
  6080 4651

http://www.lo.dk

Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire