Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/04-11   -   Pressemeddelelse

65.000 har fået KOL via deres arbejde

Op mod 65.000 danskere har fået lungesygdommen KOL af at indånde farlig røg, støv og dampe på deres arbejde - men går ofte glip af erstatning. LO-sekretær Ejner K. Holst mener ikke, at læger og arbejdsmiljømyndighederne tager problemet alvorligt nok.

De fleste forbinder sygdommen KOL med rygning. Men nye tal peger på, at cirka 15 procent af de i alt 430.000 KOL-patienter i Danmark har fået sygdommen ved at indånde farlige partikler på deres arbejde.

Det vil sige, at 65.000 mennesker i dag lider af KOL, forårsaget af indånding af røg, støv og damp på deres arbejde.

Tallene kommer fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Nordjylland, der har udarbejdet en rapport om problemet på foranledning af LO i forbindelse med Den Internationale Arbejdsmiljødag den 28. april.

- KOL forårsaget af et usundt arbejdsmiljø er et overset problem. Hverken sundhedsmyndighederne eller arbejdsmiljømyndighederne er tilstrækkeligt opmærksomme på, at man kan få KOL via sit arbejde. Det betyder, at tusindvis af lønmodtagere får ødelagt deres helbred og samtidig risikerer at gå glip af en berettiget erstatning, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Ny strategi må suppleres
Et flertal i Folketinget har netop vedtaget en ny arbejdsmiljøstrategi, "En strategi for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020". Men der mangler bud på, hvordan antallet af arbejdsbetingende KOL-tilfælde kan begrænses.

- I disse år er der stort fokus på det psykiske arbejdsmiljø og på fysiske belastninger. Det er fint nok, men vi må også lægge en strategi, der gør noget for at begrænse antallet af KOL-tilfælde, siger Ejner K. Holst.

- Desuden må Sundhedsstyrelsen meget hurtigt kræve af landets læger, at de følger de allerede eksisterende regler om, at alle tilfælde af arbejdsrelateret KOL skal indberettes til Arbejdsskadestyrelsen. For folk, der har fået KOL på deres arbejde, har faktisk mulighed for at få erstatning - men lægerne kender tilsyneladende ikke sammenhængen mellem indånding af farlige partikler og KOL.

LO foreslår:

· Et nationalt beredskab til at måle, overvåge og forebygge indånding af støv og røg på landets arbejdspladser.
· Sundheds- og arbejdsmiljøpolitikken skal arbejde sammen, så der sikres forebyggelse af alle KOL-tilfælde.
· Sundhedsstyrelsen skal gennemføre en informationskampagne over for landets læger, så lægerne indberetter arbejdsbetingede KOL-tilfælde til Arbejdsskadestyrelsen.

Læs rapporten om arbejdsbetinget KOL her

Relevant information

http://www.lo.dk


Pressekontakt


Firma

LO - Landsorganisationen i Danmark
Islands Brygge 32D
2300 København S, Danmark

  3524 6070
  6080 4651

http://www.lo.dk

Modtag nyheder fra LO - Landsorganisationen i Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire