Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/03-11   -   Pressemeddelelse

Louis Nielsen i kamp for klare priser

Sø og Handelsretten har tirsdag 22. marts 2011 afgjort en jurdisk tvist mellem optikerkæderne Louis Nielsen og Synoptik - en sag som Synoptik havde anlagt mod Louis Nielsen på baggrund af en annoncekrig, der har kørt mellem parterne siden 2009.

Sagen startede med, at Synoptik lancerede en reklamekampagne, som efter Louis Nielsens opfattelse lagde røgslør over Synoptiks reelle priser. Som modsvar indrykkede Louis Nielsen senere nogle sammenlignende reklamer, hvor optikerkæden ville illustrere de reelle priser hos Synoptik og hos Louis Nielsen på nogle udvalgte produkter.

Under sagen havde Synoptik krævet 500.000 kroner fra Louis Nielsen plus en bøde. Da Louis Nielsen mente, at det reelt var Synoptik som overtrådte markedsføringsloven, rejste Louis Nielsen et tilsvarende krav. Sø- og Handelsretten har i dag afvist Synoptiks oprindelige krav mod Louis Nielsen og omvendt.

- Jeg er tilfreds med, at retten har afvist de økonomiske krav, der var rejst mod os. Jeg er også tilfreds med, at retten har sagt, at den Synoptik-kampagne, der udløste det hele, var i strid med markedsføringsloven, fordi man reelt ikke kunne købe stel og glas så billigt, som det fremstod i kampagnen, siger administrerende direktør i Louis Nielsen, Mads Nygaard.

En principiel kamp
Louis Nielsen har siden 1994 ført en principiel kamp for at sikre forbrugerne klare priser i optikerbranchen, og Mads Nygaard understreger, at den aktuelle strid skal ses i det lys.

Afgørelsen fra Sø- og Handelsretten fastslår i øvrigt, at såvel Synoptik som Louis Nielsen på en række punkter i annoncekrigen overtrådte markedsføringsloven. Mads Nygaard, har hele tiden været klar over, at annoncekrigen er blevet udkæmpet i en gråzone, hvor det er uklart, hvor grænserne går for, hvad man må og ikke må.

- Når man stikker næsen frem, risikerer man også at blive ramt, men vi har vurderet, at den her kamp er så principiel for de danske forbrugere, at vi gerne vil have rettens ord for, hvad man må og ikke må, siger Mads Nygaard og fortsætter:

- Jeg finder det både interessant at få afklaret, hvor langt danske optikere må gå i forhold til at camouflere deres reelle samlede priser. Og jeg finder det selvfølgelig også interessant at få rettens ord for, hvad vi hos Louis Nielsen må og ikke må i vores kamp for at give forbrugerne fair oplysninger om priserne på brillemarkedet, siger Mads Nygaard. Han tilføjer, at Louis Nielsen nu vil gennemgå præmisserne i afgørelsen.

- Afgørelsen forbyder ikke Louis Nielsen at lave prissammenligninger, men den fastslår blandt andet, at vi skal være påpasselige med at bruge humor på en måde, som støder vores konkurrenter. Vi vil kigge meget nøje på rettens afgørelse og vurdere, hvordan vi fremadrettet formulerer vores annoncer, men vores kamp for klare priser til fordel for forbrugerne fortsætter naturligvis, siger Mads Nygaard.

Urimelige påstande
I kølvandet på afgørelsen har Synoptik offentligt udtalt, at man mener at have vundet den pågældende sag med 4-2.

- Det er efter min opfattelse ganske misvisende. Synoptik anlagde oprindeligt sag mod os med krav om en stor erstatning og en bøde, men det har retten afvist, så jeg har svært ved at se, at det kan være den helt store sejr, siger Mads Nygaard.

Strid om glas
På samme måde har Synoptik hævdet, at dommen viser, at deres brilleglas er bedre end Louis Nielsens.

- Det er ganske urimeligt. Retten har blot sagt, at vi i to helt konkrete tilfælde har sammenlignet vores glas med deres glas. I det ene tilfælde koster vores glas 3.700 kroner for to stk., mens Synoptiks koster 7.200 kroner for to stk. I det andet tilfælde koster vores glas 800 kroner for to stk., mens Synoptiks koster 3.000 kroner for to stk.

- Men da kvaliteten af deres konkrete glas efter rettens vurdering er marginalt bedre end det, vi har sammenlignet med, så må vi ikke sammenligne disse glas, siger Mads Nygaard.

Han henviser i øvrigt til, at SP Sveriges Teknologiska Forskningsinstitut tidligere har undersøgt kvaliteten af brillestel og brilleglas hos de store optikerkæder i Danmark. Konklusionen på undersøgelsen var, at der fra et forbrugersynspunkt ikke var nogen afgørende forskel i kvaliteten på de undersøgte glas og stel.

Læs mere om kvalitetsrapporten her:
http://www.louisnielsen.dk/om-louis-nielsen/hoj-kvalitet-lav-pris/

Relevant information

http://www.louisnielsen.dk


Pressekontakt


Firma

Louis Nielsen A/S
Indkildevej 2A
9210 Aalborg SØ, Danmark

  30 78 30 51

http://www.louisnielsen.dk

Modtag nyheder fra Louis Nielsen A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater