05/09-11
-
Pressemeddelelse
Skulpturer og Mobiler i Kunstetagerne Hobro
Lørdag den 10. september kl. 11.00 åbner udstillingen CIRKULUS med Inge Lindqvist og Mona Eckhoff Sørmo i Kunstetagerne i Hobro.
Cirklen i kunstens tjeneste
CIRKULUS med undertitlen Cirklens dynamik har den danske tekstilkunstner og designer Inge Lindqvist og den norske billedkunstner Mona Eckhoff Sørmo kaldt deres fælles udstilling. Begge har en væsentlig international udstillingsvirksomhed bag sig, har løst en række udsmykningsopgaver og er præmierede i flere sammenhænge. De har længe fulgt hinandens arbejde og netop i cirkeltemaet ser et fælles interessefelt, men det er første gang, de udstiller sammen. De to kunstnere udtrykker det således: "Cirklen er eviggyldig med sin enkle matematiske form og mystikken knyttet til liv og død".
Sammen lader de cirklens form udfordre Kunstetagernes firkantede rum. Udstillingen er lavet specielt til det gamle bryghus arkitektur. Samtidskunst i ordets absolutte betydning med en mangfoldighed, som overskrider grænsen for den traditionelle billedkunst med malerier og skulpturer. Inge Lindqvist levendegør de konkrete rum med blandt andet mobiler i stålbånd snoende sig om cirkelrunde farvede plexiglas. Mona Eckhoff Sørmo arbejder som udgangspunkt todimensionelt, men med en stærk udforskning af overfladens karakter og kontraster.
Den norske kunsthistoriker Olga Schmedling ser de to kunstneres arbejde i et internationalt perspektiv: "På samme måde som filosoffen Jean-Francois-Lyotard med sin stab af forskere og kunstnere på Pompidouscentret i Paris med udstillingen Immaterialene har ønsket at åbne publikums øjne for, hvordan samtidsmenneskets tilværelse splittes op og udforskes inden for utallige områder som seismografi, geomedicin, teknologi o.s.v., kan vi her i mindre skala deltage i den udforskning, som Inge Lindqvist og Mona Eckhoff Sørmo beskæftiger sig med".
Udstillingen åbnes i en dialog med de to kunstnere.
Medsendte fotos kan frit benyttes.
Relevant information
http://www.kunstetagerne.dk