05/10-12
-
Pressemeddelelse
Invitation til pressefotografering med bid
Teatergruppen Mastodonterne byder dig velkommen indenfor til pressefotografering af musicalen Dracula.
Mandag d. 8. oktober kl. 16
Koncertsalen i Tivoli
En af scenerne fra musicalen om Grev Dracula vil blive gennemspillet flere gange med mulighed for fotografering. Det vil også være muligt at interviewe nogle af de medvirkende samt instruktør, komponist og tekstforfatter Steen Lünell.
Tilmelding skal ske på mail mastopress@mastodont.dk senest mandag d. 8. oktober kl. 14.
Der er adgang til Koncertsalen via Tivolis personaleindgang på Tietgensgade 10, skråt overfor Glyptoteket.
Teatret Mastodonterne præsenterer for første gang nogensinde Dracula som musical i Koncertsalen i Tivoli. Publikum kan se frem til fortællingen om verdens mest berømte og frygtede vampyr. Musikken er aldrig hørt før, og stykket er aldrig før sat op. Dracula får premiere den 11. oktober i efterårsferien, hvor Tivoli også bugner af græskar-hygge og uhygge...
Musicalen er frit efter Bram Stokers værk og fortæller kærlighedshistorien om en ung prins, som mister alt han har kært, og lever i mørket som den onde Grev Dracula. Han har påkaldt sig alle onde magter og finder sin næring ved at drikke blod fra mennesker. Blodet giver ham liv, og gennem 400 år har han levet i smerte, indtil han pludselig finder kærligheden igen. Den unge kvinde Mina, har en slående lighed med Draculas gamle kærlighed, som han dengang mistede, og han oplever, at der stadig er et menneske gemt i al hans ondskab.
Vi glæder os til at se dig.
Med venlig hilsen
Mastodonterne
Relevant information
http://www.draculamusical.dk