Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
17/11-11   -   Pressemeddelelse

Iværksætter samler modeugeaktører i ét magasin

Konkurrerende modemesser gik tidligere på året i samarbejde med brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Nu lancerer ny-etableret virksomhed et magasin målrettet modebranchens indkøbere.
Bladet samler information om de fem fagmesser og giver overblik på modeugens nyheder og aktiviteter.


Mathiesen Media er navnet på en ny medievirksomhed. Foreløbig består produktporteføljen af et enkelt magasin, som kommer på gaden den 23. januar 2012 som optakt til Copenhagen Fashion Week i februar 2012. Bag udgivelsen står Helle Mathiesen, der, før hun etablerede sit eget firma, var ansat i pej gruppen som chefredaktør for branchebladet TØJ og tidsskriftet TID & tendenser.

I samarbejde med fem fagmesser
Helle Mathiesen fortæller om baggrunden for lanceringen af det nye modeugemagasin NU:
"Det er tydeligt for enhver i modebranchen, at modeugen er blevet mere og mere fragmenteret gennem de seneste år. Der findes nu fem forskellige fagmesser, der ligger på hver sin location. Desuden er der flere aktører, også af de betydningsfulde, der står helt uden for messeregi og arrangerer egne indkøbsdage i showrooms rundt omkring i København. Det gør ikke livet nemt for indkøberne - hverken de danske eller udenlandske. Hvis Copenhagen Fashion Week skal kunne konkurrere mod især modeugen i Berlin, så er messerne tvunget til at samarbejde, hvilket de også har erkendt. Messerne samarbejder nu i organisationen CFW, hvor også brancheorganisationen Dansk Mode & Textil er med. I dette regi har man bl.a. etableret fælles hjemmeside og sørget for gratis shuttlebusser mellem messerne. Da jeg tog kontakt til de fem messeledelser for at høre, om de ville være med i et samarbejde, var de alle åbne og positive. Vi har nu indgået aftale om, at magasinet NU vil ligge i shuttlebusserne og ved indgangene på alle fem modemesser, så indkøbere, uanset hvor de færdes under modeugen, kan få et gratis eksemplar."

Overblik på dansk og engelsk
Modeugemagasinet NU med subtitlen "Buyers' Magazine" er på dansk og engelsk. Det distribueres i 10.000 gratis eksemplarer til indkøbere i modebutikker. Bladene distribueres dels med posten til nøgleindkøbere i Danmark, Norge, Sverige og Nordtyskland 10 dage forud for modeugen, dels under modeugen.

Bladet indeholder praktiske informationer om f.eks. messernes forskellige koncepter, udstiller- og besøgsmålgrupper, placeringer, åbningstider og shuttlebussernes ruter. Magasinet er overskueligt inddelt i fem hovedafsnit - ét om hver af messerne CIFF/CIFFKIDS, Gallery, CPH Vision, Terminal-2 og CPH Kids. Hvert afsnit giver inspiration til indkøberne via redaktionelt stof om udstillernes nyheder, de nye kollektioner samt shows og events under modemesserne. Udgiveren fortæller, at der lægges vægt på de værktøjsorienterede oplysninger og redaktionelle historier, idet formålet med magasinet er at formidle inspiration og overblik til indkøberne, så de kan få det mest optimale ud af den pressede tid under modeugen.
Et afsnit i magasinet kommer i øvrigt til at give inspiration til et spændende ophold i København, når de faglige opgaver er udført. I samarbejde med Wonderful Copenhagen bringer NU et fyldigt afsnit om restaurationsliv, shopping, design, oplevelser og kultur i hovedstaden under modeugen.

Brancheorganisation bakker op
Kasper Eis, der ved årsskiftet afløser Preben W. Friis som direktør for brancheorganisationen DM&T, synes, det er et godt initiativ, der er kommet fra iværksætteren.
"Der er behov for initiativer, der samler modeugen og gør livet lettere for indkøberne. Det nye indkøbsværktøj vil, sammen med andre initiativer fra CFW, være med til at give butikkerne et samlet overblik på modeugen. Ved at øge informationsniveauet kan vi gøre en dyd ud af, at der findes fem forskellige, unikke modemessekoncepter i én by. Vi skal fastholde og videreudvikle Københavns position som attraktiv modeby - og kommunikation er en vigtig faktor her."

Helle Mathiesen er selv chefredaktør på NU. Redaktionen består endvidere af Jette Aaes, der er journalist samt direktør for og partner i kommunikationsbureauet Newsroom.
Helle Mathiesen og Jette Aaes arbejder tæt sammen om den redaktionelle dækning, og Mathiesen Media har lejet sig ind i Newsrooms lokaler på Strøget 40 i Ikast.
Sideløbende med forberedelsen af den første udgave af modeugemagasinet NU løser Mathiesen Media journalistiske og kommunikative opgaver for private virksomheder.
I samarbejde med Newsroom tilbyder Mathiesen Media desuden at udføre større kommunikationsmæssige projekter for virksomheder, messer og organisationer.

Flere informationer om modeugemagasinet NU findes på hjemmesiden www.modebranchen.nu.


Relevant information

http://www.modebranchen.nu


Pressekontakt


Firma

Mathiesen Media
Strøget 40
7430 Ikast, Danmark

  42433492
  42433492

http://www.modebranchen.nu

Modtag nyheder fra Mathiesen Media på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.