17/03-11
-
Pressemeddelelse
3D bliver en fiasko, Igen!
3D trækker publikum i biografen som aldrig før. To ud af tre biografbilletter i USA sælges til en 3D-film, men på hjemmefronten står det anderledes til. 3D-tv til stuen ligner en fiasko. Det er vurderingen i det nye nummer af magasinet GEAR, som udkommer i morgen.
De store producenter af forbrugerelektronik drømmer om, at 3D i stuen skal blive en lige så stor succes som i biografen, hvor film i 3D som Toy Story 3, Tron Legacy og før dem Avatar og Alice in Wonderland har givet Hollywood en tiltrængt pengeindsprøjtning. Men indtil videre er det blevet ved drømmen.
Og det er der gode grunde til, for 3D-teknologien er slet ikke moden. Derfor er det ikke noget under, at forbrugerne ikke er klar til 3D derhjemme i stuerne.
"Det største problem er brillerne. Der findes mennesker som på grund af bygningsfejl, nedsat syn eller andre årsager slet ikke kan se 3D, og mange flere får en direkte dårlig oplevelse ud af det med hovedpine eller svimmelhed. Desuden koster de aktive briller, som de fleste producenter bruger, cirka 1.000 kroner stykket. Så kan det hurtigt blive dyrt for en hel familie, hvis de alle sammen skal kunne se 3D-tv derhjemme," forklarer Peter Gotschalk, som er chefredaktør for magasinet GEAR.
Et fåtal producenter, herunder primært LG og Philips, kommer allerede i 2011 med 3D-tv, som ikke kræver de dyre aktive briller. I stedet kan forbrugeren anvende den samme slags passive briller, som man kender fra biografen. Det er naturligvis et skridt i den rigtige retning, ikke mindst på grund af prisen, som er væsentlig lavere for passive briller, men der er stadig lang vej, før 3D i hjemmet kan betragtes som andet end en fiasko eller i bedste fald en teknologi for nogle få feinschmeckere.
I dag kan under 1 procent af de danske tv-apparater vise 3D, og eftersom rigtig mange inden for de seneste år lige har udskiftet deres gamle, analoge tv med en fladskærm for at kunne se fjernsyn i HD, så er der ikke udsigt til, at et større antal forbrugere vil udskifte familie-alteret i nogen nær fremtid. Heller ikke for at få 3D.
"Der er noget, der tyder på, at mange af producenterne også er ved at indse, at 3D-teknologien ikke bliver den hellige gral, de troede, den ville. Flere og flere tv vil få 3D indbygget som en feature, men i år, tror vi på, vil producenterne i langt højere grad satse på deres respektive versioner af smart tv, som handler om at samle apps, online-indhold og andre ressourcer i en simpel brugerflade, der både kan styres fra fjernbetjeningen og via en smartphone," siger chefredaktør Peter Gotschalk og fortsætter:
"3D vil selvfølgelig også komme til at spille en større rolle i hjemme i stuerne i takt med, at vi går væk fra de aktive briller og efterhånden kommer til at kunne se 3D helt uden briller, men vigtigst af alt er det, at vi får noget 3D-indhold, der gør en forskel. I en stor biografsal med et kæmpe lærred gør 3D-teknologien filmoplevelsen til noget særligt, men derhjemme virker en film i 3D langt fra lige så overbevisende, og derfor er producenterne og indholdsudbyderne nødt til at gå i tænkeboks og finde ud af, om det er gaming, animationsfilm, koncertfilm eller noget helt fjerde, som skal vække forbrugernes interesse for at se 3D. Uden det rigtige indhold er og bliver 3D derhjemme en fiasko," konkluderer GEARs chefredaktør.
Det nye nummer af GEAR rammer butikkerne i dag torsdag.
Relevant information
http://www.gear-online.dk