22/04-10
-
Pressemeddelelse
Windows 7 halvårsfødselsdag: Hurtigst sælgende styresystem i historien
Det nyeste styresystem fra Microsoft, Windows 7, kom fantastisk fra start, da det blev lanceret d. 22. oktober sidste år. Allerede tre uger efter lanceringen meldte flertallet af de danske forhandlere om midlertidigt udsolgt. Her på halvårsdagen har Windows 7 rundet 100 millioner solgte eksemplarer verden over, hvilket gør det til det hurtigst sælgende styresystem i Microsofts historie. Kunder og partnere har rosende ord til halvårsfødselaren.
Interessen for Microsofts nye styresystem er overvældende, og Microsoft i Danmark måtte kort tid efter den officielle lancering d. 22. oktober 2009 hente en ekstra sending danske versioner af Windows 7 hjem til Danmark. Og interessen for det nye styresystem har været kolossal lige fra begyndelsen, fortæller Kamilla Jørning Roost, ansvarlig for Windows hos Microsoft Danmark.
"Allerede da betaversionen af Windows 7 var ude, fik vi mange positive tilbagemeldinger. Siden lanceringen har kunder og partnere givet udtryk for deres store tilfredshed med det mere fleksible og sikre styresystem, der har gjort det nemmere og mere effektivt at styre it i virksomheder og organisationer," siger Kamilla Jørning Roost.
Begejstring i Vejle Kommune
Vejle Kommune er en af de organisationer, der netop nu er i gang med overgangen fra XP til Windows 7. Kommunen havde først en testfase, hvor Windows 7 blev installeret på 200 pc'er i jobcenteret, og herefter var der ingen tvivl om, at alle nye maskiner i organisationen skulle køre Windows 7, fortæller Søren Jul, IT-driftschef i Vejle Kommune.
"Brugerne er rigtig glade for Windows 7, fordi det er intuitivt og nemt at arbejde i. Desuden har det en række nye funktioner, som sparer tid for brugerne og gør arbejdet lettere. Når man har arbejdet med Windows 7 en tid, kan man slet ikke forestille sig at gå tilbage," siger Søren Jul.
Vejle har omlagt til Windows 7 på næsten 500 af kommunens 3900 pc'er, og opgraderingen fortsætter. Dels ved at alle nye pc'er kører med Windows 7, og dels ved at brugerne løbende henvender sig til it-driftsafdelingen for at få ominstalleret deres pc'er fra XP til Windows 7. En opgave, som it-driftsafdelingen klarer fra den ene dag til den anden.
"Windows 7 gør vores arbejde lettere i it-afdelingen, fordi det er driftssikkert og understøtter al den hardware, vi bruger i kommunen. Det gør det super nemt at få både nye og gamle pc'er op at køre," fortæller Søren Jul.
Tilfredse partnere
Som Microsoft-partner har konsulentvirksomheden Atea allerede hjulpet med udrulningen af mere end 75.000 Windows 7-arbejdspladser i Danmark i både offentlige og private virksomheder. Og kundevirksomhederne er ovenud tilfredse med det nye styresystem, fortæller afdelingsdirektør i Atea, Ilja-Otis Godau.
"Hos flere af vores kunder er it-afdelingerne blevet helte på deres arbejdspladser, fordi brugerne er så glade for Windows 7. Migreringen går smertefrit, og i nogle virksomheder står brugerne nærmest i kø for at få omlagt deres pc'er til det nye styresystem," siger Ilja-Otis Godau.
Også Globeteam implementerer og udvikler it-løsninger for både offentlige og private virksomheder. Og tilbagemeldingen fra de mange af Globeteams kunder, der allerede har taget Windows 7 til sig, er entydigt positive, fortæller salgsansvarlig Kristian Lykke.
"Windows 7 er enestående stabilt og velfungerende "” også på de små netbooks. Datasikkerheden er i top, og en forbedret brugerflade giver brugerne en lang række nye funktioner, der sparer medarbejderne tid i hverdagen," siger Kristian Lykke.
Windows 7 er ikke alene forbedret på en lang række forretningsmæssige anvendelsesområder, men hjælper også virksomhederne til lavere driftsomkostninger og højere produktivitet.
"Med Windows 7 får vores kunder en række nye muligheder for applikations- og desktopvirtualisering. Det giver dem flere løsningsmuligheder, bedre brugeroplevelser og en endnu bedre it-driftsøkonomi," siger Kristian Lykke.
Både Globeteam og Atea forventer, at den store efterspørgsel på Windows 7 vil blive endnu større efter sommeren 2010.
Relevant information
http://www.microsoft.dk