08/06-10
-
Pressemeddelelse
Nye ledere i Microsoft Danmark
To erfarne ledere hos Microsoft får nye udfordringer internt i organisationen. Thomas Schnegelsberg (44) bliver ny direktør for kunde- og partnertilfredshed, mens Office-forretningen - Microsofts største forretningsområde - bliver overtaget af Nana Bule (32). Begge tiltrådte deres nye stillinger pr. 1. juni 2010.
Som ny Office divisionschef får Nana Bule ansvaret for Microsoft Office og Sharepoint - to produktfamilier, som tegner sig for næsten halvdelen af Microsofts omsætning i Danmark. Hun overtager jobbet fra Thomas Schnegelsberg. Den danske del af Office-forretningen er mere end fordoblet de sidste seks år, mens antallet af partnere er femdoblet i samme periode. Nana Bule får desuden det overordnede ansvar for Office suiten 2010, som netop er blevet lanceret, og som bl.a. byder på onlineudgaver af Word og Excel.
"Det er et rigtig spændende tidspunkt at få ansvaret for Office-forretningen - og jeg går meget ydmygt til opgaven. Virksomheder og forbrugere efterlyser komplette samarbejdsplatforme, som tager hensyn til nye måder at arbejde og ikke mindst samarbejde på. Det giver ikke længere mening at tale om kontorprogrammer, så vi skal hele tiden genopfinde måden, vi tænker vores løsninger til kunderne på. Når konkurrenterne samtidig bliver dygtigere og dygtigere, så står vi over for en stor opgave i at holde os selv og vores partnere skarpe - og det glæder jeg mig til at bidrage til", siger Nana Bule.
Den 32-årige Nana Bule har i sine otte år i Microsoft arbejdet med både forbrugermarkedet og løsninger til de tungeste erhvervsvirksomheder.
Vil blande sig i alt
Den tidligere divisionschef for Office-forretningen, Thomas Schnegelsberg er ny direktør for kunde- og partnertilfredshed, og han har en klar ambition: Microsoft skal inden for de næste fem år være blandt Danmarks førende virksomheder på kunde- og partnertilfredshed - og være et forbillede for både branche og erhvervsliv.
"Min opgave er dybest set at gøre mennesker glade - for vores produkter og for vores medarbejdere. Min arbejdsdag vil derfor handle meget om at gå på opdagelse rundt om i forretningen og dermed sikre, at vi på alle niveauer gør vores absolut bedste for at hjælpe både kunder og partnere gennem svære år og nye forretningsmæssige udfordringer. Microsoft rammer næsten hele den danske befolkning dagligt og har 3500 danske partnere, der bygger deres forretning på vores software", siger Thomas Schnegelsberg.
Thomas Schnegelsberg har været 14 år i Microsoft, heraf seks år som ansvarlig for Office, Sharepoint i Microsoft Danmark og to år som europæisk marketingansvarlig for Windows Mobile.
Om Microsoft Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.
Relevant information
http://www.microsoft.dk