18/06-10
-
Pressemeddelelse
Det offentlige bruger 17,9 mia. kr. om året på it
Det offentlige bruger årligt 17,9 mia. kr. om året på it, viser en ny undersøgelse. Dermed ligger Danmark helt i toppen blandt de nordiske lande, hvad angår det offentliges andel af det samlede it-marked. Ifølge undersøgelsen er der fire store it- leverandører til den offentlige sektor - KMD (17,2%), IBM (12,7%), Atea (9,5%) og CSC (8,4%). Microsoft udgør 3,2 % af det offentlige it-marked.
I Danmark bliver der årligt købt it for et samlet beløb på godt 60 mia. kroner. Heraf tegner den offentlige sektor sig for ca. 30% eller 17,9 mia. kroner (2008). Det viser en ny undersøgelse fra den internationale analysevirksomehed IDC. Rapporten viser, at Danmark ligger i toppen blandt de nordiske lande, hvad angår det offentliges andel af det samlede it-forbrug. I Finland udgør den offentlige sektor 22% af det samlede marked, mens Norge og Sverige placerer herimellem.
"Det er positivt for både den danske it-branche og Danmark, at den offentlige sektor har en offensiv tilgang til it - og endda i endnu højere grad end vores nabolande. It kan medvirke til at gøre medarbejdere mere produktive og derigennem skabe en bedre og mere effektiv borgerservice. Erfaringer fra den private sektor viser, at medarbejdere kan frigøre mellem fem og ni timer ugentligt, hvis de anvender allerede eksisterende it-investeringer optimalt. Det potentiale bør i højere grad udnyttes i den offentlige sektor," siger Jørgen Bardenfleth, administrerende direktør i Microsoft Danmark.
Fire store leverandører til den offentlige sektor
Undersøgelsen fra IDC viser, at der er fire store leverandører af it til den offentlige sektor. KMD har en markedsandel på 17,5%, IBM 12,7%, Atea 9,5% og CSC 8,4%. Microsoft er den femtestørste leverandør med en markedsandel på 3,2 % af det samlede offentlige it-budget.
"Det vil måske overraske nogen, at Microsoft ikke har en højere markedsandel - og at eksempelvis Office-software kun udgør 0,9 % af det samlede marked. Men ellers er det ikke overraskende at KMD og IBM er de største leverandører. Undersøgelsen viser, at det offentlige it-marked er et marked præget af en række store aktører, men også består af en stor underskov af mindre leverandører i et meget dynamisk marked," siger Per Andersen, Managing Director, IDC Nordic & Benelux.
It-services dominerer det offentlige it-budget
En stor del af de 17,9 mia. kr. som det offentlige i 2008 betalte for it-indkøb, dækker it-services bredt. Dette område udgør nærmere bestemt 61,6% eller 11,0 mia. kr. Dette drejer sig både om outsourcing, udvikling af løsninger og løbende support af disse løsninger. Resten af det offentliges it-indkøb fordeler sig mellem hardware (22,5%) og standard software (15,9%). Indkøb af standard software (altså software der ikke er udarbejdet eller tilrettet specifikt til en kunde) tegner sig altså for 2,8 mia. kr. ud af de samlede indkøb på 17,9 mia. kr.
Om Microsoft:
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er verdens førende virksomhed inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.
Relevant information
http://www.microsoft.dk