Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/09-10   -   Pressemeddelelse

CBS sender 17.000 studerende i skyen med Microsoft

Copenhagen Business School (CBS) har som en af de første større uddannelsesinstitutioner i Danmark valgt Microsofts cloud-baserede samarbejds- og emailplatform Live@edu. Løsningen skal først og fremmest forbedre de studerendes rammer for læring og kommunikation mellem hinanden og med CBS, men også understøtte CBS´ internationale strategi om, at de studerende skal kunne følge undervisningen, uanset hvor i verden de befinder sig.

Skyen trækker ind over Danmarks største uddannelsesinstitutioner. Efter et halvt års forberedelse har CBS taget det afgørende skridt og gået i drift med Microsofts Live@edu-platform, som er valgt efter et grundigt forarbejde og analyse. CBS har været igennem et seks måneders forløb, hvor cloud-løsninger fra både Google og Microsoft er blevet gået efter i sømmene. CBS har aktivt inddraget bl.a. studerende, undervisere samt it-personale gennem hele processen for at sikre, at man tog et kvalificeret og langsigtet valg.

"Vi prioriterede forarbejdet højt, idet valget om at lægge de studerendes it-værktøjer op i skyen er en strategisk, langsigtet forretningsbeslutning for CBS og et skridt på vejen til at tilbyde de studerende de bedste rammer for læring," fortæller Annie Stahel, direktør for forretningsinfrastruktur hos CBS.

Flere millioner studerende i mere end 100 lande anvender Live@edu
Fra CBS tog beslutningen om at implementere Live@edu, til løsningen var i drift, gik der halvanden måned, og fordi løsningen ligger i skyen, skal der ikke allokeres yderligere ressourcer internt til at drive den.

"Millioner af studerende fra mere end 100 lande logger på Live@edu hver dag. CBS har valgt en løsning, der lever fuldt op til deres behov. De får en række brugervenlige værktøjer stillet til rådighed, som er guld værd, når man arbejder i grupper. Med 25 GB storage, Messenger og Office Web Apps kan de studerende let dele noter og opgaver online," fortæller Julich Wiberg, der er Education Manager hos Microsoft.

Funktionalitet og let integration
Der var flere tungtvejende grunde til, at valget faldt på Microsoft og ikke Google. Først og fremmest vurderede CBS, at Microsoft rent funktionelt tilbød den bedste løsning med e-mail, 25 GB storage, Instant Messaging samt en light version af Office-pakken i form af Web Apps. Desuden ønskede CBS at tilbyde de studerende en brugerflade, som de kendte i forvejen. Og endelig var det vigtigt, at løsningen levede op til EU-lovgivningen om databeskyttelse og problemfrit kan integreres med CBS´ øvrige it-installationer og understøtte de mest gængse dokumentstandarder.

"Vi ved, at e-mail er et vigtigt kommunikationsredskab for vores studerende. Vi er sikre på, at vi har valgt rigtigt, fordi Live@edu giver os mulighed for at garantere det høje serviceniveau, vi ønsker at give vores studerende samtidig med, at vi kan udnytte de driftsmæssige fordele, en cloud-løsning giver," uddyber Annie Stahel.

Om Microsoft:
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er verdens førende virksomhed inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.

Om Live@edu:
Live@Edu er bygget på Windows Live-platformen. Som e-mailløsning anvendes Hotmail eller Microsoft Exchange Server. Foruden at være en moderne platform, som stadigt udvikles og forbedrer samarbejde og kommunikation mellem uddannelsesinstitutioner og studerende, så tilbydes den udgiftsfrit til alle uddannelsesinstitutioner. Live@Edu integrerer med de systemer, som uddannelsesinstitutioner har i dag, mens Microsoft har ansvaret for drift og vedligeholdelse. Hver elev får lagerplads med 10 GB indbakke og 25 GB til private eller delte mapper. Det betyder, at uddannelsesinstitutionens servere ikke længere belastes af en masse e-posttrafik og dokumentlagring.

Relevant information

http://www.microsoft.dk


Pressekontakt


Firma

Microsoft Danmark ApS
Tuborg Boulevard 12
2900 Hellerup, Danmark

  +45 22 10 45 81

http://www.microsoft.dk

Modtag nyheder fra Microsoft Danmark ApS på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater