06/01-11
-
Pressemeddelelse
Malou Aamund ny salgsdirektør hos Microsoft Danmark
Microsoft har ansat Malou Aamund som direktør for salg til store private virksomheder. Malou har senest været medlem af Folketinget for Venstre og har mere end 10 års erfaring med it-branchen fra tidligere stillinger. Malou indtræder med jobbet som salgsdirektør samtidig i ledelsesgruppen i Microsoft Danmark.
Malou Aamund er blevet ansat som direktør for salg til store private virksomheder i Microsoft Danmark - det såkaldte enterprise kundesegment. Hun har senest været i Folketinget, hvor hun har været en del af Venstres folketingsgruppe. Malou har tidligere været mere end 10 år i IBM, hvor hun havde en række job i både ind- og udland.
Malou Aamund ser frem til at begynde arbejdet i Microsoft:
"Jeg glæder mig meget til at starte i Microsoft, som er en af de mest innovative virksomheder i verden. Det er afgørende for dansk erhvervsliv at forbedre sin produktivitet for at ruste sig til den internationale konkurrence, og her har Microsoft de løsninger, der skal til. Jeg ser frem til samarbejdet med danske virksomheder om at udnytte deres fulde potentiale".
Opgaven er at styrke eksisterende relationer og opbygge nye
Malou Aamund starter hos Microsoft d. 1. februar 2011, og administrerende direktør Jørgen Bardenfleth ser frem til samarbejdet:
"Jeg ser meget frem til at få Malou Aamund ind i lederteamet, hvor hun med sin store erfaring med IT både her i Danmark og udlandet kan bidrage til Microsofts fortsatte succes på det danske marked. Virksomhedernes fokus på produktivitet og omkostningsreduktioner gør, at vi oplever stor efterspørgsel på vores produkter. Eksempelvis ser mange vores cloud-løsninger som en mulighed for at effektivisere virksomheden for en beskeden investering. Opgaven med at styrke eksisterende relationer og opbygge nye er Malou den rette person til at varetage," siger Jørgen Bardenfleth.
Susanne Lund Lyster stopper efter mere end 17 år i Microsoft
Malou Aamund afløser direktør Susanne Lund Lyster, der efter mere end 4 år i jobbet og samlet mere end 17 år i Microsoft har besluttet sig for, at det er tid at prøve noget nyt.
‟Jeg er taknemmelig for den store indsats og dedikation, som Susanne har leveret igennem årene. Susanne og teamet har sikret vækst i Microsofts forretning i storkundesegmentet gennem fokus på at skabe lavere omkostninger og større produktivitet hos kunderne. Senest har hun med stor success medvirket til at introducere Microsofts cloud-løsninger og alternativer til mainframeløsninger i bl.a. den finansielle sektor," siger Jørgen Bardentfleth.
Om Microsoft
Microsoft (Nasdaq "MSFT"), der blev grundlagt i 1975, er ledende inden for software, serviceydelser og løsninger, som gør det muligt for brugerne og virksomhederne at udnytte deres fulde potentiale.
Relevant information
http://www.microsoft.dk