07/10-10
-
Pressemeddelelse
Gå på opdagelse i Brænde Ådal med ny folder
Middelfart Kommune udvider paletten af naturoplevelser i området omring Brænde Ådal med udgivelsen af en ny folder over området. Med en udvidelse af stisystemet i Brænde Ådal får besøgende mulighed for at få naturoplevelser fyldt med historie. En udvidelse af stisystemet gør, at Håre Mose nu også er åbent for offentligheden. I den anledning udgiver Middelfart Kommune i samarbejde med Assens Kommune og Skov- og Naturstyrelsen en ny folder med historie og kort over ture i området.
I Brænde Ådal gemmer sig en naturperle. Området, der er skabt af smeltevand fra istiden, er rigt på både natur og kulturhistoriske oplevelser. Nu er der i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt i Håre Mose, etableret 1,3 km stisystem igennem mosen, der fremover er åben for offentligheden.
"Brænde Ådal er et meget spændende område at færdes i, og med projektet i Håre Mose, får borgere såvel som turister, der besøger kommunen, en natur og kulturoplevelse af høj kvalitet" siger udvalgsformand for miljø og energiudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen. "De nye adgangsmuligheder i området udvider paletten af oplevelser som ådalen kan tilbyde" fortsætter han.
Naturgenopretningen i Håre Mose er et partnerskabsprojekt gennemført i samarbejde med lodsejeren med støtte fra Skov- og naturstyrelsen samt Friluftsrådet.
To stisystemer og mulighed for overnatning under åben himmel
Stisystemet i området er varieret og kuperet. Der findes to stisystemer, der er uafhængige af hinanden. I den del, der er beliggende i Assens Kommune, er der opført et shelter, og dermed findes der nu overnatningsmuligheder i området. Shelteret kan benyttes frit efter "først til mølle" princippet. Området rummer også Danmarks største areal af højryggede agre. Landskabets vaskebræt-lignende karakter skyldtes brugen af en pløjeteknik, der skabte et naturligt drænsystemet i jorden. Læs mere om pløjeteknikken i folderen.
Find folderen her
Folderen kan rekvireres på turistbureauet, på bibliotekerne, i borgerservice, og i folderkasserne ved rutens parkeringspladser. Folderen kan også ses på hjemmesiden i elektronisk format. Området er privat ejet. Man må færdes på veje og stier. Hunde skal holdes i snor. Se mere om adgangsforholdene i folderen.
Engelsk og tysk version af folderen er under udarbejdelse.
Relevant information
http://www.middelfart.dk