Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/03-11   -   Pressemeddelelse

Middelfart Kommune fælder risikotræer - for sikkerhedens skyld

Middelfart Kommune er ansvarlig for, at borgerne sikkert kan færdes på offentlige veje og stier. Kommunen har derfor igangsæt en systematisk gennemgang af træer nær bebyggelse og befærdede veje og stier. Træer angrebet af råd kan nemlig udgøre en risiko for forbipasserende og for bebyggelse, hvis de vælter.

Nogle af de besigtigede træer rundt om i kommunen er hårdt angrebne af råd, som nedsætter træets styrke. Disse træer vil på et tidspunkt vælte af sig selv, hvis ikke de bliver fældet. Derfor fælder Kommunen de træer, som har de voldsomste rådskader, da vi ikke ønsker, at mennesker eller bygninger kommer til skade.

Kommunen igangsætter nu - ud fra sikkerhedsmæssige hensyn - fældning af nogle udvalgte af disse såkaldte risikotræer, hvor der er en reel risiko for at de ellers vælter af sig selv. Fældning eller beskæring af træer sker altid på baggrund af en faglig helhedsvurdering.

Forskellige former for svamp

Der findes mange forskellige svampe, der nedbryder træernes ved. Kulsvamp, Kæmpe-Knippeporesvamp og Tøndersvamp er nogle af de mest aggressive vednedbrydere, og er dermed dem, der udgør den største sikkerhedsrisiko. Er disse svampe til stede vil deres frugtlegemer kunne ses ved træets stammer eller rødder. Er bare en af disse svampe til stede, skal kommunen være særlig påpasselig og føre hyppige tilsyn.

Træerne, som vurderes at kunne udgør en risiko, bliver derfor inddelt i forskellige kategorier, alt efter i hvor høj grad de er skadet. Nogle skal fældes straks, mens andre skal holdes opsyn med i jævnlige intervaller.

Hvad er et risikotræ?
Risikotræer er ofte store gamle træer, som ser imponerende ud, men som på grund af deres placering, opbygning, skader og især svampeangreb er farlige for omgivelserne, fordi de kan vælte eller knække og derved medføre skader på personer eller ting. Ved skader og ulykker forårsaget af risikotræer i kommunens skove, er kommunen som ejer erstatningsansvarlig.

Sprænger toppen af
Som noget nyt vil kommunen ved en del af træerne vælge at sprænge toppen af. Det efterlader stammen til naturligt henfald til glæde for mange dyr. Man har fået gode erfaringer med denne fremgangsmåde i fx Jægersborg Dyrehave.

Rådnende eller døde træer der står placeret, så de ikke udgør en risiko for færdsel eller bebyggelse, fældes ikke. Disse træer får lov at stå da de udgør vigtige levesteder for f.eks. flagermus, fugle og insekter.

Her går vi i gang
Arbejdet forventes igangsat ved Strandstien og ved Byggecentrum/Hindsgavl Allé. Ved Strandstien blev der den 16.marts fældet de første 3 bøgetræer for, at Kommunen kan vurdere, hvor slemt det står til med de udvalgte risikotræer. Fældningen viste, at alle tre træer havde meget tydelige tegn på svampeangreb og andre skader såsom et stort hul ved roden. Træernes stamme vist sig at være helt rådden, hvilket har nedsat træernes stabilitet væsentligt.

Arbejdet med træfældning fortsættes til og med april måned.

Yderligere oplysning:
Har du spørgsmål, kan du kontakte enten Elke Schäfer, Natur- og Miljøafdelingen, (på 8888 4828) eller Dan Jensen, Entreprenørafdelingen, (på 8888 4935).

Relevant information

http://www.middelfart.dk


Pressekontakt


Firma

Middelfart Kommune
Østergade 9-11
5500 Middelfart, Danmark

  88 88 50 06

http://www.middelfart.dk

Modtag nyheder fra Middelfart Kommune på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.