06/01-11
-
Pressemeddelelse
Nye billetpriser i busserne fra midt i januar 2011
Fra 16. januar 2011 koster det i gennemsnit 1,7% mere at køre med
bus i Midttrafiks område. Det svarer til den almindelige prisudvikling.
Dog berøres kun ganske få af de trofaste kunder med periodekort.
Samme dato hæves kontrolafgiften, så det koster 750 kr. at køre
uden billet.
Midttrafiks bestyrelse har besluttet at indføre nye priser i kollektiv
trafik fra 16. januar 2011. Samlet set stiger priserne i Midttrafiks
område med 1,7% - i takt med priserne i samfundet generelt.
Ændringerne gælder især kontantbilletter og klippekort. Derimod
friholdes langt de fleste trofaste pendlere med periodekort for
stigninger. De vælger dagligt kollektiv transport frem for bil - bl.a. til
gavn for miljøet - og skal ikke betale mere for deres kort end i 2010.
Rabatstrukturen i Midttrafik ændres ikke. Det er fortsat langt billigere
pr. tur at rejse på klippekort eller periodekort.
Uændret pris på periodekort i Øst, Syd og Midt
I Midttrafik Øst, Syd og Midt er priserne på periodekort uændrede i
forhold til 2010. Kun prisen på kontantbilletter og klippekort stiger.
Dog sælges det populære 2 zoners voksen klippekort til samme pris
som i 2010. En kontantbillet til to zoner, f.eks. i Aarhus, koster
fremover 20 kr. (oversigt over Midttrafiks prisområder på næste side).
Enkelte stigninger på periodekort i Vest
I Midttrafik Vest er der hovedsagelig prisstigninger på kontantbilletter
og klippekort. Dog bliver et 2 zoners voksen klippekort ikke dyrere.
Med enkelte undtagelser er priserne på periodekort uændrede.
Baggrund
Prisstigningerne skal sikre de indtægter, som er budgetteret i
bustrafikken for 2011. Hvis priserne ikke forhøjes, vil det øge behovet
for tilskud fra kommuner og Region Midtjylland til kollektiv trafik.
I den kollektive trafik i Midttrafiks område betaler kunderne selv ca.
halvdelen af udgifterne til busdrift. Den anden halvdel betales af
kommuner og Region Midtjylland.
Det koster 750 kr. at køre uden billet
Fra 16. januar ændres Midttrafiks kontrolafgift. Herefter koster det
750 kr. at køre uden gyldig billet eller kort (mod 600 kr. i dag). Det er
samme pris som hos de øvrige trafikselskaber og DSB
Relevant information
http://www.midttrafik.dk