Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/01-11   -   Pressemeddelelse

Super miljøvenlig hybridbus kører i Aarhus i januar

I de kommende uger afprøver Midttrafik og Busselskabet Århus Sporveje en hybridbus i Aarhus. Den kører både på el og diesel. Der er tale om et forsøg, som skal klarlægge CO2 besparelsen ved brug af den type busser.

Hybridbussen kører på linjerne 4 og 24, og det er gratis at køre med den.
Fra 10. til 21. januar kører en såkaldt hybridbus rundt i Aarhus på linjerne 4 og 24 for at teste hvor meget brændstof, der kan spares ved at bruge en kombination af diesel- og elmotor.

Midttrafik og Busselskabet vil høste erfaringer både med den ny busteknologis miljøvenlighed og med driftssikkerheden.

Bussen er en 12 meter Solaris - på polske nummerplader - og med grønt interiør samt et barnesæde i den forreste halvdel af bussen. Da det er en testmodel, er der ingen stoppestedsannoncering i bussen. Det er første gang, at en hybridbus af det fabrikat prøves af i Danmark.

Som kunde får du en gratis tur med hybridbussen, og du får også mulighed for pr. sms at skrive din mening om den. I uge 7-10 afprøves endnu en hybridbus, denne gang fra Volvo, i Aarhus.

Mindre udstødning og mindre støj
Hybridbussen er et miljøvenligt alternativ, og som kunde vil du bemærke at den stort set er lydløs, når den kører til og fra busstoppesteder og lyskryds, hvor elmotoren driver bussen frem.

Den udnytter energien mere effektivt, fordi den både har en el- og en dieselmotor. Den bruger mindre brændstof og udleder mindre CO2 - helt op til 35% mindre end tilsvarende dieseldrevne busser, som kører ca. 2 km/l.

Hybriderne udleder også færre skadelige luftforurenende partikler og er meget støjsvage. Til gengæld koster de ca. 40% mere i indkøb end standard diesel busser. Ifølge producenterne tjenes differencen dog ind på mindre forbrug af diesel i bussens levetid. Hybridbusser kører allerede over hele Europa, også i København og Aalborg.

Håber på gevinst for miljø og kunder
- Et bedre miljø er et af Midttrafiks væsentligste indsatsområder, og sammen med kommunerne og regionen afprøver vi derfor en vifte af virkemidler i den kollektive trafik, siger bestyrelsesformand Arne Lægaard, Midttrafik.

Laura Hay, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, uddyber:

- Jeg lægger stor vægt på, at vi udvikler en mere effektiv og bæredygtig kollektiv trafik i Aarhus Kommune og på længere sigt gør os uafhængige af energiforsyning fra ustabile nationer. Derfor hilser jeg forsøget med en dieselbesparende og støjsvag hybridbus meget velkomment. Forhåbentlig kan vi dokumentere en gevinst for både miljøet og passagererne. Aarhus Kommune investerer i forsøget ved at finansiere gratis kørsel på udvalgte linjer i en periode.

Megen diesel at spare - og færre partikler
For miljøet er det mindre belastende, hvis der udledes færre partikler, og for busselskabet er der på årsplan tusindvis af kroner at spare på brændstof. Prognoserne spår, at der i de kommende 10-20 år bliver mangel på råolie, og prisen på diesel vil derfor stige.

Erfaringerne fra bl.a. Aarhus vil Midttrafik bruge til at vurdere, om man i fremtidige udbud af busruter kan belønne vognmænd og busselskaber for at handle endnu mere miljørigtigt.

Reportagetur
Medier er naturligvis også velkomne til at ta´ en tur med hybridbussen. Af hensyn til driftsafviklingen, beder vi evt. interesserede om at kontakte Busselskabet Århus Sporveje forinden, så I ikke kører forgæves.

Kontakt buschef Frits Vittrup: fv (AT) busselskabet.dk eller på tlf. 41 91 60 20.

Pressefotos
Hent pressefotos af Solaris hybridbus på: http://www.midttrafik.dk/stabsmenu/presse

Yderligere oplysninger :
Arne Lægaard, formand for Midttrafiks bestyrelse, tlf. 20 16 63 92
Laura Hay, rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, tlf. 51 96 53 95
Torben Høyer, direktør, Busselskabet Århus Sporveje, tlf. 41 91 60 00
Kristiana Stoyanova, Midttrafik, Miljø, tlf. 87 40 82 65

Fakta: Sådan fungerer en hybridbus
Hybridbusser kører både på batterier og på diesel, og bussen skifter automatisk til diesel, når der ikke er nok strøm til at drive den frem.

Når bussen bremser ved lyskryds eller busstoppesteder, lagres bremseenergien i batterierne, og når den sætter i gang, driver batterierne bussen op i fart, før dieselmotoren tager over.

Den energi, de hyppige nedbremsninger skaber, genbruges og bussen kører derfor ca. 35 % længere på literen.

I praksis betyder teknologien, at der ikke bruges diesel (eller udledes partikler) ved stoppesteder, hvor folk færdes. Men der er også andre fordele ved kombineret diesel- og batteridrift:

Bussen støjer mindre. Når den kører på batteri, slukker dieselmotoren automatisk, f.eks. hvis bussen holder for rødt. På den måde er hybriden både miljøvenlig og til gavn for bymiljøet.

Sådan arbejder vi for miljøet
På Midttrafiks miljø hjemmeside fortæller vi løbende om initiativer for at gøre kollektiv trafik endnu mere miljøvenlig: http://www.midttrafik.dk/miljø

Relevant information

http://www.midttrafik.dk


Pressekontakt


Firma

Midttrafik
Søren Nymarks Vej 3
8270 Højbjerg, Danmark

  87 40 82 00

http://www.midttrafik.dk

Modtag nyheder fra Midttrafik på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire