09/02-11
-
Pressemeddelelse
Stor fremgang i Midttrafiks indtægter
I 2010 steg billetindtægterne i de midtjyske busser med 9 procent i forhold til året før. Det svarer til ekstra 58 mio. kr.
Merindtægten fordeles til bestillerne af kollektiv trafik - 19 kommuner og Region Midtjylland - i marts.
Midttrafik er ved at afslutte regnskabet 2010 for kollektiv trafik i trafikselskabets område.
Det viser, at indtægterne fra kundernes køb af busbilletter samt klippe- og periodekort ligger 9 procent højere i forhold til regnskabet for 2009 og budgettet for 2010.
Indtægterne er steget med ca. 58 mio. kr., fra ca. 616 mio. kr. i 2009 til 674 mio. kr. sidste år.
Fremgangen er primært i regionens bybusområder og på de store regionale ruter. Den omfatter skoleelever, elever på ungdomsuddannelser og almindeligt betalende kunder.
Først i marts kan Midttrafik fordele merindtægterne præcist til de 19 kommuner og Region Midtjylland, som bestiller og betaler den kollektive trafik.
Busselskaber og chauffører sikrer et godt grundprodukt
Bestyrelsesformand Arne Lægaard, Midttrafik, udtaler:
- Det er et godt resultat. Det glæder mig, at bustrafikken er i fremgang. Jeg vil kvittere for det gode samarbejde, Midttrafik har
med de mange busselskaber og chaufførerne, som sikrer, at kunderne får en stabil og en god rejse. God kvalitet i grundproduktet er helt afgørende for fremgang.
Relevant information
http://www.midttrafik.dk