Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/01-14   -   Pressemeddelelse

Historisk kortlægning afslører ny natur

Danmarkshistoriens mest omfattende samlede registrering af beskyttede naturområder afslører både ny natur og mulige lovovertrædelser.

Miljøminister Ida Auken offentliggør nu de første resultater af den mest omfattende samlede registrering af den danske natur.

Miljøministeriets landsdækkende gennemgang af mere end 300.000 små og store naturområder afslører både en mængde bevarelsesværdig natur, som vi ikke anede fandtes, men den afslører samtidig hundredevis af steder, hvor beskyttet natur kan være forsvundet i strid med reglerne.

Det er kommunerne, der skal beskytte den bevaringsværdige natur, og de første 3 af 98 kommuner får nu resultaterne. Det drejer sig om Furesø, Holstebro og Odense kommuner, der nu skal tage skridt til at beskytte den nye natur og finde ud af, om den natur, der er forsvundet, er forsvundet på ulovlig vis. De øvrige kommuner vil modtage deres resultater løbende frem til efteråret 2014.

-Vi har ikke haft godt nok styr på, hvor vores beskyttede natur er. Den beskyttede natur er prisgivet, hvis man uden videre kan ødelægge den, fordi ingen har klarhed over, hvor den findes. Efter et enormt arbejde kan vi nu præsentere et nyt og opdateret overblik, det bedste nogensinde, som kommunerne skal bruge til en ordentlig beskyttelse af vores natur, siger Ida Auken.

Luftfoto og gummistøvler
Det er Naturstyrelsen, der de seneste to år har finkæmmet den danske natur. Først på luftfotos og siden ved at stikke gummistøvlerne i 40.000 områder, hvor man var i tvivl om, hvad man så på billederne. Registreringerne er gennemført i tæt samarbejde med KL og de enkelte kommuner.

I alt har arbejdet kostet 36 millioner kroner, der blev bevilget efter voldsom kritik af den hidtidige amtslige registrering, der var uensartet og nogle steder forældet, og derfor var det ikke muligt at vide, hvor store dele af den beskyttede natur var eller burde være. Nu får kommunerne et overblik over, hvor alt den såkaldte § 3-beskyttede natur findes i for eksempel enge, søer og overdrev.

-Det er glædeligt, at finkæmningen viser, at der i Odense Kommune i alt er seks procent mere beskyttelsesværdig natur, end vi troede. Men det er samtidig bekymrende, at vi i samme kommune kan finde 251 steder, hvor tidligere registreret natur er væk. Det kan skyldes naturlige forklaringer, men det kan også være resultatet af en ulovlig ødelæggelse af den pågældende natur. Det har Odense nu en mulighed for at opklare. Jeg forventer, at kommunerne tager de nødvendige skridt der, hvor der er sket overtrædelser af naturbeskyttelsesloven, siger Ida Auken.

Det er kommunernes opgave at konstatere, om de mange områder med forsvundet natur er udtryk for lovovertrædelser, såsom oppløjning eller dræning af beskyttet natur. Der kan være tale om, at den gamle registrering af natur var forkert, eller der kan være tale om, at kommunen har givet en dispensation på et område uden at have opdateret registreringen.

Odense:
Registreret natur, som helt eller delvist er ændret: 251 tilfælde. 53 ha
Netto tilvækst i registreret natur: 94,8 ha. (6,2%)
http://www.mim.dk/NR/rdonlyres/F2EB4CD0-0889-4F78-B9C0-72F786DF649B/165337/Odense_P3_slutrapport_final2.pdf

Holstebro:
Registreret natur, som helt eller delvist er ændret: 168 tilfælde. 111 ha
Netto tilvækst i registreret natur: 55,7 ha. (0,6%)
http://www.mim.dk/NR/rdonlyres/F2EB4CD0-0889-4F78-B9C0-72F786DF649B/165338/Holstebro_P3_slutrapport_final.pdf

Furesø:
Registreret natur, som helt eller delvist er ændret: 17 tilfælde. 1,7 ha
Netto tilvækst i registreret natur: 3,7 ha. (0,4%)
http://www.mim.dk/NR/rdonlyres/F2EB4CD0-0889-4F78-B9C0-72F786DF649B/165339/Fures_P3_slutrapport_final.pdf



Relevant information

Læs mere om den beskyttet naturtype - paragraf tre
http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/National_naturbeskyttelse/Paragraf3/


Pressekontakt

Mette Thorn
Pressechef
  2561 7170
Søren Hald
Kontorchef , Naturstyrelsen
  +45 72 54 37 72

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire