22/01-14
-
Pressemeddelelse
Salg af truede arter er helt uacceptabelt
Efter ny dom vil miljøministeren tage fat i alle landets aktionshuse for at minde dem om, at handel med truede dyr er ulovligt, og alle tilfælde vil blive politianmeldt.
Tre uforarbejdede elefantstødtænder og to horn fra næsehorn blev i 2011 sat til salg gennem et dansk auktionshus. Men de såkaldte CITES-certifikater, som er nødvendige, hvis en handel skal være lovlig, var ikke i orden, derfor politianmeldte Naturstyrelsen auktionshuset.
I dag faldt der dom i Københavns Byret, og auktionshuset blev idømt en bøde på i alt 14.000 kroner. Dommen omfatter også et ulovligt salg af en pels lavet af skindet fra den sjældne vildkat ozelotten.
Miljøminister Ida Auken mener, at Washington-konventionen, der har til formål at forhindre handel med truede dyr, virker efter hensigten. Men der er behov for yderligere tiltag.
-Det er helt uacceptabelt, at auktionshuse sætter ting til salg i strid med lovgivningen og internationale konventioner. Det skal vi slå ned på hver gang. Nogle arter er akut truede, og jeg er glad for, at vi nu igen har fået slået fast, at handel med truede dyr uden gyldige certifikater er ulovligt, siger miljøminister Ida Auken.
Prisen for et næsehornshorn kan være mere end 700.000 kroner per stk. afhængig af størrelsen. Det skyldes, at pulveriseret næsehornshorn er stærkt efterspurgt som medicin mod blandt andet kræft, gigt og hovedpine i flere asiatiske lande.
Miljøminister Ida Auken har desuden bedt Naturstyrelsen om at rette henvendelse til samtlige auktionshuse i Danmark, så der ikke kan være tvivl om, hvordan reglerne er.
Pressekontakt
Jakob Volf
Pressemedarbejder
91 36 58 33
Firma
Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K,
Danmark
25 61 71 70
25 61 71 70
http://www.mim.dk